Ankestyrelsen fandt, at der på det foreliggende fortsat var merudgifter forbundet med diætkost til insulinkrævende diabetikere.
Det betød, at denne udgift, herunder behovet for druesukker, skulle medtages ved vurderingen af, om kvinden var berettiget til hjælp til dækning af merudgifter efter servicelovens § 84.
Ankestyrelsen fandt, at kvinden var berettiget til at få medtaget merudgifter til blodtryksnedsættende medicin ved beregningen af sin merudgiftsydelse som følge af sin insulinkrævende diabetes.
Ankestyrelsen fandt efter en konkret vurdering ikke, at kvinden som følge af sin insulinkrævende diabetes havde nødvendige merudgifter til tandeftersyn, overnatning på Steno Diabetes Center, fodbehandling samt ekstra vask af sengetøj.
Ankestyrelsen ændrede således det sociale nævns afgørelse.
Sagen blev tilbagesendt til kommunen til fornyet vurdering og afgørelse af, om de samlede merudgifter herefter kunne give grundlag for ydelse efter servicelovens § 84.
Begrundelsen for afgørelsen var, at kvinden var omfattet af personkredsen i servicelovens § 84, stk. 1.
Ankestyrelsen lagde vægt på, at kvinden havde insulinkrævende diabetes, og at vurderingen af, om betingelserne om varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne var opfyldt, skulle foretages uafhængigt af den løbende eller varige behandling som kvinden modtog til afhjælpning af sin lidelse, jf. SM C-29-04, hvor Ankestyrelsen tog stilling til vurderingen af personkredsen i relation til medicinudgifter og diætkost.
Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at der ikke i reglerne om merudgifter var holdepunkter for at antage, at udgangspunktet for vurderingen af, om en person var omfattet af personkredsen i § 84, ikke skulle være den samme, uanset hvilken ydelse, der blev søgt om.
Ankestyrelsen fandt derfor, at når kvinden var vurderet som omfattet af personkredsen i servicelovens § 84, var hun som udgangspunkt berettiget til hjælp til dækning af nødvendige merudgifter ved den daglige livsførelse, når merudgiften var en følge af den nedsatte funktionsevne og ikke kunne dækkes efter anden lovgivning eller andre bestemmelser i lov om social service.
Det fremgik af servicelovens § 84, stk. 4, at Socialministeren kan fastsætte regler om, hvilke udgifter, der kan ydes hjælp til og betingelserne herfor.
Ankestyrelsen havde ved afgørelsen endvidere lagt vægt på, at der ikke i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 869 af 23. oktober 2002 om nødvendige merudgifter ved den daglige livsførelse efter servicelovens § 84 var fastsat særlige regler om merudgifter til diabetikere, der var omfattet af servicelovens § 84, stk. 1. Der var således heller ikke fastsat særlige betingelser for de merudgifter, der kunne ydes hjælp til, heller ikke for andre udgifter end medicin og diætkost.
Begrundelsen vedrørende de enkelte merudgifter.
Ankestyrelsen havde lagt til grund, at det fulgte af kompensationsprincippet, at personer med handicap på den ene side selv skulle afholde udgifter på linie med hvad alle andre skulle, og på den anden side ikke selv skulle betale merudgifter, der var en følge af den nedsatte funktionsevne.
Vedrørende diætkost var begrundelsen, at Ankestyrelsen på det foreliggende og indtil videre ikke fandt, at der var grundlag for en ændring af praksis, hvorefter det var sandsynliggjort, at insulinkrævende diabetikere havde en merudgift til diætkost.
Ankestyrelsen fandt heller ikke grundlag for at kritisere, at der ved vurderingen af udgifterne til diætkost blev taget udgangspunkt i diabetesforeningens vejledende satser.
Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at det ikke var påvist, at der ikke var merudgifter forbundet med diætkost til insulinkrævende diabetikere.
Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på, at der ikke sås at foreligge nyere undersøgelser om, hvad insulinkrævende diabetikere faktisk spiste, som var sammenlignelige med de nyere undersøgelser om danskernes kostvaner.
Det indgik endvidere i Ankestyrelsens overvejelser, at Socialministeriet var ved at fastlægge retningslinier for tilskud til diabetikere. Der ville i den forbindelse også blive foretaget en afklaring af tilskud til diætkost til diabetikere.
Kvindens udgift til druesukker indgik som en del af merudgiften til diætkost, idet Ankestyrelsen anså druesukker som værende en del af diætkosten.
Vedrørende blodtryksnedsættende medicin var begrundelsen, at udgiften var en nødvendig merudgift som følge af kvindens insulinkrævende diabetes til forebyggelse af sendiabetiske følger, først og fremmest nyrelidelse.
Ankestyrelsen fandt imidlertid ikke, at kvinden som følge af sin insulinkrævende diabetes havde merudgifter til tandeftersyn med henblik på forebyggelse af paradentose. Begrundelsen var, at kvinden efter de foreliggende oplysninger, hvor hun havde udgifter til tandeftersyn to gange årligt, ikke havde merudgifter i forhold til den udgift, der almindeligvis generelt ville være ved tandeftersyn.
Overnatning fem gange årligt på Steno Diabetes Center var ikke en nødvendig merudgift som følge af kvindens insulinkrævende diabetes. Begrundelsen var, at behandlingen på Steno Diabetes Center skete efter kvindens eget valg under hensyn til mulighederne for frit valg i sygehusvæsenet.
Kvinden modtog som diabetiker tilskud fra den offentlige sygesikring til fodbehandling. På det foreliggende grundlag var der ikke oplyst om problemer af en sådan sværhedsgrad, at hun havde et særligt behov for fodbehandling som følge af sin insulinkrævende diabetes. Kvindens egenbetaling fandtes således efter en konkret vurdering ikke at kunne dækkes som en nødvendig merudgift efter servicelovens § 84.
Endelig fandt Ankestyrelsen det på det foreliggende grundlag ikke tilstrækkeligt sandsynliggjort, at kvinden havde merudgifter i form af et overforbrug af ekstra vask af sengetøj som følge af sin insulinkrævende diabetes.
