Ankestyrelsens principafgørelse C-47-05

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 906 af 26. september 2005 - § 28

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 979 af 1. oktober 2008 - § 41, stk. 1

Sagen drejede sig om en dreng, som led af OCD (obsessive compulsive disorder). Hans mor søgte om dækning af udgifter til psykologbehandling til sønnen efter servicelovens § 28 samt tabt arbejdsfortjeneste efter servicelovens § 29.

Den 9. november 2005 gav kommunen afslag på hjælp til psykologbistand for perioden den 13. august 2003 til den 10. juni 2004.

Kommunen lagde blandt andet vægt på, at ansøger havde fået tilbud om behandling gennem det offentlige, men ikke ønskede at gøre brug af disse. Endvidere blev der lagt vægt på forskellige lægelige udtalelser.

Videre fremgik det af kommunens afgørelse, at kommunen i juni 2004 valgte at bevilge fortsat støtte til dækning af udgifter, der udsprang af, at sønnen modtog behandling hos privat praktiserende psykolog på trods af, at det relevante tilbud fandtes inden for det offentlige behandlingssystem.

Den 23. december 2004 gav kommunen afslag på tabt arbejdsfortjeneste til ansøger.

Kommunen anså ikke sønnen for omfattet af personkredsen i servicelovens §§ 28 og 29. Kommunen anså i stedet vanskelighederne for i væsentlig grad at være af social karakter.

Nævnet ændrede kommunens afgørelser.

Nævnet fandt, at ansøger fortsat var berettiget til kompensation for tabt arbejdsfortjeneste efter servicelovens § 29, indtil der blev etableret et passende undervisnings- og pasningstilbud til sønnen.

Nævnet fandt endvidere, at sønnen var omfattet af personkredsen i servicelovens § 28, hvilket medførte, at udgifter til behandling hos en psykolog samt udgifter i tilknytning hertil skulle afholdes efter denne bestemmelse.

Nævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at kommunen gennem en meget lang periode havde fundet, at ansøger havde været berettiget til at modtage tabt arbejdsfortjeneste på baggrund af sønnens sygdom.

Nævnet fandt ikke, at kommunen havde tilvejebragt et grundlag, der kunne godtgøre, at sønnen ikke havde en psykisk lidelse i form af OCD og social forbi, men at hans problemer i væsentlig grad var af social karakter.

Endvidere påpegede nævnet visse formalitetsmangler.

Kommunen klagede over nævnets afgørelse.

Kommunen anførte i deres klage, at de fandt, at nævnets afgørelse principielt afveg på en række områder i forhold til servicelovens bestemmelser og gældende praksisafgørelser.

Kommunen fandt det blandt andet principielt forkert, når der i nævnsafgørelser blev påpeget formalitetsmæssige mangler, uden at nævnet som konsekvens heraf hjemviste sagen til fornyet behandling i kommunen.

Endvidere fandt kommunen afgørelsen usaglig derved, at nævnet i sin afgørelse påpegede formalitetsmæssige mangler uden at henvise til de konkrete forhold i sagen.

Kommunen fandt ligeledes afgørelsen principiel derved, at nævnet traf afgørelse om psykologbehandling i henhold til servicelovens § 28, da kommunen var af den opfattelse, at psykologbehandling også var omfattet af pkt. 85 i Socialministeriets vejledning af 5. marts 1998 om sociale tilbud til børn og unge, hvorefter behandling ikke kunne ydes efter servicelovens § 28. Kommunen henviste til SM C-29-02 og SM O-1-90.

Kommunen fandt ikke, at nævnet godtgjorde sønnens pasningsbehov, og at nævnet på trods af dette havde bevilget tabt arbejdsfortjeneste på fuld tid til ansøger. Kommunen fandt, at pasningsbehovet burde have været hjemvist til fornyet stillingtagen i kommunen.

Nævnet udtalte ved genvurderingen, at nævnet havde fundet, at sagen havde strakt sig over en meget lang periode, og at det derfor ud fra et retssikkerhedsmæssigt synspunkt ikke var fundet rigtigt, at sagen blev hjemvist til fornyet afgørelse og behandling i kommunen.

Nævnet fandt endvidere, at de af kommunen nævnte SM'er ikke kunne finde anvendelse i den konkrete foreliggende sag, idet SM C-29-02 vedrørte behandling i udlandet, som Sundhedsstyrelsen ikke kunne anbefale, mens SM O-01-90 vedrørte behandling af en voksen. Nævnet fandt ikke, at denne afgørelse umiddelbart kunne overføres til behandling af en person under 18 år.

Nævnet fastholdt således, at kommunen havde været uberettiget til at ændre fra bevilling til afslag på det helt samme grundlag uden nøje at redegøre for de fejl og mangler, som havde været ved kommunens oprindelige beslutningsgrundlag, som kunne føre til et fremtidigt andet resultat.

Efter Ankestyrelsens antagelse af sagen fremkom kommunen med en supplerende udtalelse.

Kommunen udtalte, at klagen vedrørende merudgifter efter servicelovens § 28 havde ligget til behandling hos samme sagsbehandler i nævnet/tilsynsrådet siden juli 2004 og frem til afgørelsen i maj 2005.

Klagen vedrørende tabt arbejdsfortjeneste efter servicelovens § 29 blev fremsendt af kommunen den 2. februar 2005 med afgørelse i nævnet i maj 2005.

Kommunen anså ikke en sagsbehandlingstid på 3 måneder i konflikt med nogen retssikkerhedsmæssige aspekter.

Kommunen var derfor fortsat af den opfattelse, at udmålingen af tabt arbejdsfortjeneste burde være hjemvist af nævnet til vurdering og fastsættelse i kommunen.

Nævnet kom ligeledes med en supplerende udtalelse. Nævnet udtalte, at nævnets afgørelse i hovedsagen hvilede på, at en kommune ikke var berettiget til at ændre en positiv bevilling til et afslag på samme grundlag, uden der forelå en klar og entydig argumentation herfor.

Nævnet fandt ikke dette var tilfældet i den foreliggende situation, hvor kommunen fandt, at der var lægeligt grundlag for at anse sønnen for omfattet af personkredsen i servicelovens § 28, for derefter at anse samme oplysninger som værende rent sociale med den følge, at han ikke længere kunne anses for omfattet af bestemmelsen.

Nævnet skrev, at det endvidere havde indgået i nævnets overvejelser, at det offentlige behandlingssystem ikke havde været i stand til at tilbyde den nødvendige behandling.

Nævnet bemærkede afslutningsvis, at det var nævnets vurdering, at påtale af formalitetsmangler skulle have et specifikt formål i relation til den konkret foreliggende sag. I en så kompliceret sag, som den foreliggende, hvor nævnet ændrede kommunens afgørelse, havde nævnet skønnet, at der ikke havde været et særskilt behov for at påpege eventuelle formalitetsmangler.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om en afgørelse om hjælp til dækning af udgifter til psykologbehandling var i overensstemmelse med SM C-1-90 og SM C-29-02.

Ansøger var ikke berettiget til at få hjælp til dækning af udgifter til psykologbehandling som merudgift efter servicelovens § 28.

Ansøger var berettiget til at få hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste efter servicelovens § 29, indtil der med sikkerhed forelå et passende undervisningstilbud til hendes søn.

Ankestyrelsen ændrede således delvis det sociale nævns afgørelse.

Afgørelse betød imidlertid ikke, at ansøger skulle tilbagebetale allerede bevilget dækning af udgifter til psykologbehandling efter servicelovens § 28.

Det bemærkedes, at Ankestyrelsen ikke herved havde taget stilling til, om der kunne ydes hjælp til psykologbehandling efter andre bestemmelser.

Begrundelsen for afgørelsen vedrørende § 28 var, at den ansøgte udgift vedrørte behandling, og at der ikke kan ydes hjælp til behandlingsudgifter efter servicelovens § 28 om merudgifter.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at ifølge Ankestyrelsens praksis udmeldt i Social Meddelelse (SM) C-17-02 samt forarbejderne til serviceloven (L 229), skal der være tale om egentlige forsørgelsesudgifter, der er tæt knyttet til barnet som f.eks. merudgifter til diætkost, særligt tøj, befordring, kurser, visse former for aflastning, vask og hygiejne.

Ankestyrelsen fandt ikke, at formålet med og arten af den ansøgte udgift til psykologbehandling kunne anses for at være en nødvendig merudgift ved forsørgelsen i hjemmet, idet der var tale om behandling. Udgifter til behandling, herunder udgifter til behandling hos psykolog, faldt således udenfor bestemmelsen i servicelovens § 28.

Begrundelsen for afgørelsen vedrørende servicelovens § 29 var, at det ikke var en nødvendig følge af sønnens nedsatte funktionsevne, at han skulle passes i hjemmet.

Ankestyrelsen lagde især vægt på en psykologudtalelse, hvori det anbefaledes, at sønnen blev indskrevet i en normal mindre skole, hvor der var en vis rummelighed og mulighed for støtte af hans udvikling, både i relation til faglige og sociale kompetencer.

Ankestyrelsen fandt derimod, at der ikke var tilstrækkelig dokumentation for, at der havde foreligget et egentligt undervisnings- og pasningstilbud fra kommunens side.

Ankestyrelsen fandt således ud fra en konkret og individuel vurdering, at ansøgeren var berettiget til tabt arbejdsfortjeneste, indtil der forelå et sådant undervisnings- og pasningstilbud.