Ankestyrelsen var enig med nævnet i, at sagen skulle hjemvises til kommunen til ny behandling og afgørelse.
Begrundelsen var, at kommunens afgørelse var truffet på et mangelfuldt grundlag, idet borgeren ikke havde fået tilsendt et samtaleskema jf. bekendtgørelsens § 3.
Begrundelsen var endvidere, at der i den konkrete sag var tale om en retlig mangel, der blev anset for væsentlig, og at der ikke fandtes at foreligge særlige omstændigheder, som førte til, at afgørelsen alligevel måtte opretholdes.
Det fremgår af § 1 i bekendtgørelse om metode for god sagsbehandling ved vurdering af nedsat funktionsevne som grundlag for tildeling af handicapkompenserende ydelser efter servicelovens bestemmelser, at formålet bl.a. er,
- at sikre, at der bliver foretaget en helhedsvurdering af den samlede livssituation for borgeren og dennes familie,
- at sikre dokumentationsgrundlaget for vurderingen af borgerens funktionsevne,
- at styrke borgerens retssikkerhed i overensstemmelse med god forvaltningsskik
Af bekendtgørelsens § 2, stk. 1, fremgår bl.a., at kommunen skal anvende bekendtgørelsen, når der bliver søgt om merudgifter efter § 84. Kommunen kan dog beslutte ikke at anvende bekendtgørelsen, når kommunen umiddelbart vurderer, at borgerens funktionsnedsættelse er ubetydelig.
Det fremgår af Socialministeriets vejledning om metode for god sagsbehandling, punktet om anvendelse af metoden i sager om hjælp efter § 84, at hvis kommunen vurderer, at borgerens funktionsnedsættelse er ubetydelig, og dette samtidig bliver bestyrket af borgerens egen vurdering samt de oplysninger, der i øvrigt umiddelbart foreligger i sagen, kan kommunen vælge ikke at anvende bekendtgørelsen. Bekendtgørelsen skal altid anvendes, når borgeren har et udtrykkeligt ønske herom.
Ankestyrelsen lagde vægt på, at der ikke var enighed mellem kommunen og kvinden i vurderingen af, at funktionsnedsættelsen var ubetydelig. Kvinden havde således i ansøgningen om hjælp oplyst, at hun havde en 50 % fysisk funktionsnedsættelse på grund af fibromyalgi, spondylolisthesis i lænden, astma/allergi samt forhøjet blodtryk. Kvinden havde endvidere oplyst, at hun havde et fleksjob, og at hun i forvejen havde besvær med det daglige fysiske arbejde i hjemmet.
Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på, at det ikke fremgik af sagen, at kvinden var orienteret om muligheden for at udfylde et samtaleskema.
Ankestyrelsen fandt, at hovedformålet med bestemmelsen i bekendtgørelsens § 3 var at garantere for afgørelsens materielle rigtighed. Ankestyrelsen fandt derfor, at den manglende anvendelse af samtaleskemaet efter bekendtgørelsens § 3 var en væsentlig mangel.
Ankestyrelsen fandt ikke, at der forelå særlige omstændigheder, der kunne begrunde, at kommunens afgørelse fortsat skulle gælde trods den væsentlige mangel.
Ankestyrelsen fandt således, at reglerne om funktionsevnevurderingen måtte anvendes, selv om det efter de foreliggende oplysninger var tvivlsomt, om der var tale om en nødvendig merudgift, idet vurderingen heraf forudsatte, at ansøger var fundet at være omfattet af personkredsen i servicelovens § 84.
