En kommune godkendte, at en indvendig vrider på en mands dør blev fjernet, således at personalet kunne låse døren udefra og således låse ham inde på egen stue, indtil vagtlæge eller vagter var tilkaldt, såfremt han blev udadreagerende/voldelig.
Kommunen havde noteret, at en sådan foranstaltning ville være magtanvendelse, som skulle noteres/dokumenteres, såfremt der opstod episoder, hvor magtanvendelsen blev benyttet.
Manden opholdt sig på en boenhed for demente/gerontopsykiatriske borgere. Han var tiltagende blevet vredladen, aggressiv og kunne finde på at slå personale og beboere. Han havde i marts 2004 fået beskikket en personlig og økonomisk værge.
En nat havde manden optrådt truende ude på gangen over for personalet, og han havde været meget svær at aflede. Da det var lykkedes at få ham ind på egen stue, havde han været meget vred og truende med fagter og ord. Hans dør blev efterfølgende låst udefra i 15 minutter. Mens døren var låst, var manden meget udadreagerende på møblementet.
Kommunen godkendte efterfølgende, at døren til mandens værelse kunne låses udefra, såfremt han blev udadreagerende/voldelig, for at sikre at personalet ikke led overlast.
Værgen klagede over godkendelsen, idet det blev anført, at der havde været tale om magtanvendelse efter § 109 c samt frihedsberøvelse, og at en række retssikkerhedskrav således ikke var overholdt.
Da der blev iværksat fast vagt hele døgnet, blev vrideren på indvendig dørside igen påmonteret, da der ikke længere var behov for at kunne låse døren udefra.
Nævnet afviste at realitetsbehandle sagen.
Begrundelsen var, at der ikke ud fra de for nævnet foreliggende oplysninger sås at være iværksat foranstaltninger, der var reguleret i servicelovens §§ 109-109e.
Nævnet havde ved sin vurdering i forhold til servicelovens § 109 c om tilbageholdelse i bolig lagt til grund, at begrebet boligen foruden den individuelle bolig også omfattede de fælles opholdsområder i tilknytning til boligen. Dette fremgik af Socialministeriets vejledning af 5. januar 2004 om magtanvendelse. Det fremgik ikke af sagen, at manden havde været forhindret i at forlade selve boenheden, hvorfor servicelovens § 109 c ikke fandt anvendelse i denne sag.
Nævnet havde i vurderingen i forhold til servicelovens § 109 b, stk. 1 om fastholdelse af en person eller tilbageførelse af denne til et andet opholdsrum, lagt til grund, at der ikke forelå oplysninger om situationer, hvor fastholdelse for at føre manden til andet opholdsrum var sket mod hans vilje. Der var derfor ikke tale om et forhold omfattet af § 109 b.
Nævnet fandt, at forholdet ikke var omfattet af servicelovens § 109 b-c, og forholdet måtte derfor vurderes efter regler uden for den sociale lovgivning, herunder regler om nødværge og frihedsberøvelse. Det faldt imidlertid uden for nævnets kompetence at tage stilling til klager over sådanne forhold.
Afgørelsen blev indbragt for Ankestyrelsen.
