En mand ansøgte sin kommune om hjælp til dækning af merudgifter i forbindelse med, at han havde insulinkrævende diabetes.
Manden oplyste, at han havde årlige udgifter til egen andel af medicinudgifter kr. 1.800,00, merudgifter til diætkost kr. 4.524,00, udgifter til fodterapi og udgifter til fornyelse af kørekort, i alt kr. 6.659,00 pr. år.
Kommunen meddelte afslag på ansøgningen.
Begrundelsen var, at de samlede skønnede merudgifter ikke nåede op på den årlige minimumsgrænse på kr. 6.000,00 svarende til kr. 500,00 pr. måned. Dette skulle ses i sammenhæng med, at kommunen ikke skønnede, at udgifterne til diætkost var væsentlig større end udgifterne til en almindelig sund og fornuftig kost.
Manden klagede over afgørelsen til nævnet. Med klagen vedlagde han en udtalelse fra Diabetesforeningen.
Det fremgik af udtalelsen, at Diabetesforeningens udgangspunkt ved beregningen af merudgifter til diabeteskost var normalkost baseret på Levnedsmiddelstyrelsens undersøgelse om Danskernes kostvaner. Diabetikeres merudgift opstod, fordi diabeteskost havde en anderledes næringsfordeling end dansk gennemsnitskost. Diabeteskosten havde lavere fedtenergiprocent og højere indhold af kostfibre. Omsat til fødevarer betød det, at diabetikere var nødsaget til at vælge de fedtfattige produkter og spise flere grøntsager og evt. lidt mere frugt. Dette medførte en merudgift for diabetikeren, da de fedtfattige produkter var dyrere end fedtholdige. Grøntsager og frugt forøgede også dagskostprisen.
Hvis diabetikeren, fx på grund af stram økonomi, ikke holdt sig til den anbefalede kost, risikerede, han en lang række senkomplikationer. Ikke-diabetikere, der spiste normalkost (altså ikke den anbefalede sunde kost - men det danskerne faktisk spiser) havde ikke samme risiko for helbredsmæssige konsekvenser.
Endvidere anførtes det, at Diabetesforeningens synspunkt støttedes af SM O-73-93, hvor Ankestyrelsen fastslog, at en diabetiker havde behov for diætkost med merudgifter til følge.
I forbindelse med kommunens genvurdering blev der indhentet en statusattest fra egen læge, hvoraf fremgik, at da manden havde haft insulinkrævende sukkersyge i 34 år, var det også vigtigt for ham, at han blev ved med at være velreguleret og passede sin diabetes godt, både med hensyn til kost og blodsukkerkontroller.
I forbindelse med genvurderingen meddelte kommunen, at manden var omfattet af personkredsen i servicelovens § 84, jf. SM C-29-04. Imidlertid fastholdt kommunen sin afgørelse, hvorefter det ikke skønnedes, at udgifter til kost for en diabetiker var væsentligt højere end udgifter til almindelig sund og fornuftig kost.
Nævnet tiltrådte kommunens afgørelse. Nævnet lagde særligt vægt på, at man kun var berettiget til at få dækket udgifter, der lå udover, hvad personer, der ikke havde den pågældende varige nedsatte fysiske eller psykiske funktionsevne, havde. Dette omfattede ikke udgifter til en almindelig sund og fornuftig kost, fedtfattigt kød, som var væsentligt dyrere end kød med en højere fedtprocent og større udgifter til frugt og grønt, idet der var mange mennesker uden nedsat funktionsevne, der også foretog samme slags daglige indkøb.
Manden klagede over nævnets afgørelse. I klagen til Ankestyrelsen var vedlagt en skrivelse fra Diabetesforeningen samt oplysningsskema fra sygehuset vedrørende mandens energitrin.
Af diabetesforeningens udtalelse fremgik i forlængelse af foreningens tidligere udtalelse, at foreningens beregning af merudgift fremkom som beskrevet ved at sammenligne diabetesdiæten med danskernes gennemsnitskost. Kommunen argumenterede med, at diabetikerens kost vælges af mange mennesker uden nedsat funktionsevne. Der var måske rigtigt på samme måde som mange mennesker uden nedsat funktionsevne vælger at købe sig til håndsrækninger i form af fx vinduespudsning, rengøring m.v. Men når handicappede var nødt til at købe sig til håndsrækninger i form af fx vinduespudsning, så var det en nødvendig merudgift, jf. Socialministeriets vejledning nr. 106 af 23. oktober 2002.
Diabetikeren havde en væsentlig øget risiko for udvikling af hjerte-kar-sygdomme, nemlig 2-4 gange så hyppig som hos danskere generelt. Derfor var diabeteskost en del af behandlingen af diabetes og forebyggelse af senkomplikationer og ikke bare et fornuftigt valg.
Om mandens energitrin oplyste sygehuset, at det lå på 1.1671 kj. , hvilket efter Diabetesforeningens vejledende satser svarede til kr. 396 pr. måned.
Under sagens behandling indhentede Ankestyrelsen en udtalelse fra Socialministeriet. Det fremgik heraf, at ministeriet i øjeblikket arbejdede på at udsende en vejledning til kommunerne om merudgifter til bl.a. diætkost til diabetikere. I den forbindelse skulle det afdækkes, om diabetikere havde merudgifter til diætkost i forhold til kostudgifterne for ikke-diabetikere på samme alder og i samme livssituation.
Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af afgørelsens overensstemmelse med praksis som den giver sig udtryk i SM O-74-93.
