Ansøger havde været stofmisbruger siden de tidlige teen-age år og var kommet i metadonbehandling i 1993, som 31-årig. Misbruget var ophørt, og der var ikke særlige fysiske følger af misbruget eller andre fysiske problemer af væsentlig betydning for arbejdsevnen.
Der havde gennem årene været betydelige sociale problemer og traumer, som havde medført en personlighedsforstyrrelse med angstsymptomer, mareridt, nedtrykthed, irritabilitet, hukommelsesbesvær, træthed og energiløshed.
Ansøgers erhvervserfaring med almindeligt arbejde var begrænset. I perioden 1996 til 1999 havde hun været i et 2-årigt puljejob for langtidsledige i en børnehave, efterfulgt af ordinært arbejde som tilkaldevikar. På grund af manglende ressourcer havde ansøger måttet opgive vikararbejde i en anden daginstitution sideløbende med arbejdet som tilkaldevikar.
Ansøger blev sygemeldt i november 2001, først og fremmest på grund af depression.
Ansøger deltog i 2003 i et 12 ugers erhvervsafklaringskursus. Konklusionen var, at ansøger grundlæggende havde gode ressourcer og kunne klare et arbejdsprøvningsforløb, så langt hendes ressourcer rakte. Ansøgers funktionsevne drejede sig i det væsentlige om at holde sammen på hverdagen. Hun havde derfor kun kunnet præstere 1-3 timers arbejde om dagen under særlige former. Der var navnlig tale om barrierer af psyko/social karakter.
Kommunen gav afslag på pension og vurderede, at ansøger ville kunne deltage i passende erhvervsfremmende foranstaltninger med nedsat arbejdstid i starten og med de nødvendige skånehensyn. Kommunen fandt, at ansøger kunne trænes op til igen at blive en del af arbejdsmarkedet og blive selvforsørgende, idet hun burde kunne blive ansat som ufaglært med let fysisk arbejde på nedsat tid med de nødvendige skånehensyn. Arbejdet skulle være under rolige, ikke-stressende forhold og burde ikke indebære ansvarsfuld psykisk involvering. Som eksempler på arbejdsfunktioner var nævnt pakkearbejde, lettere montagearbejde og arbejde som medhjælp på serviceområdet.
Det sociale nævn tiltrådte afgørelsen, da det ikke kunne udelukkes, at ansøger igen ville kunne blive selvforsørgende. Nævnet forudsatte, at kommunen i samråd med ansøger skulle tage konkret stilling til behovet for at iværksætte særlige foranstaltninger med henblik på, at ansøger kunne opnå tilknytning til arbejdsmarkedet, eventuelt i støttet beskæftigelse.
I klagen var det gjort gældende, at afgørelsen ikke var i tråd med intentionerne i bekendtgørelsen om beskrivelse, udvikling og vurdering af arbejdsevne. Der blev henvist til, at det ikke var beskrevet, hvilke jobfunktioner ansøger ville kunne varetage på arbejdsmarkedet. Der blev endvidere henvist til konklusionen fra revalideringscentret, hvorefter ansøger alene var i stand til at holde sammen på sin dag, og at hun ikke var eller ville komme inden for terapeutisk rækkevidde og derfor altid ville være behandlingskrævende.
Der blev endvidere henvist til, at ansøgers mange tidligere ansættelser med løntilskud ikke havde kunnet fastholde hende på arbejdsmarkedet. Dette måtte dokumentere, at det langvarige misbrug havde nedsat arbejdsevnen i en sådan grad, at placering på arbejdsmarkedet i endnu en støttet beskæftigelse var urealistisk.
Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på belysning af arbejdsevnebegrebet i bekendtgørelsen om beskrivelse, udvikling og vurdering af arbejdsevne.
