Ankestyrelsens principafgørelse C-39-05

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 280 af 5. april 2005 - § 40, stk. 2, nr. 11, § 55, § 108 og § 121

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 979 af 1. oktober 2008 - § 166, § 123, § 69 og § 52

Lov om fuldbyrdelse af straf - lovbekendtgørelse nr. 207 af 18. marts 2005 - § 78, stk. 1 og § 78, stk. 2

En 17-årig mand, der afsonede fængselsstraf, ansøgte kommunen om anbringelse på en døgninstitution som led i alternativ afsoning efter straffuldbyrdelseslovens § 78 i overensstemmelse med indstilling fra kriminalforsorgen.

Kommunen meddelte afslag på ansøgningen med den begrundelse, at der ikke var væsentlige ændringer i den unges personlige forhold, der sandsynliggjorde, at han ville være modtagelig for socialpædagogisk behandling i åbent regi.

Den unge klagede til det sociale nævn, som afviste at behandle klagen.

Nævnet begrundede afgørelsen med, at der ikke var tale om en ansøgning om frivillig anbringelse i henhold til servicelovens § 40, stk. 2, nr. 11, men om en beslutning truffet af kriminalforsorgen om anbringelse på institution i henhold til straffuldbyrdelseslovens § 78.

Nævnet lagde vægt på, at kriminalforsorgen i henhold til straffuldbyrdelsesloven havde en selvstændig kompetence til at henvise en afsoner til optagelse på institution, men at denne kompetence og spørgsmålet om betalingen for et sådant ophold ikke var reguleret i den sociale lovgivning.

Nævnet var ikke klageinstans for afgørelser truffet i henhold til lov om straffuldbyrdelse og kunne således ikke behandle klagen.

Kommunen klagede over afgørelsen. Kommunen var af den opfattelse, at kommunens medfinansiering af under 18-åriges afsoning efter straffuldbyrdelseslovens § 78 alene ville kunne henføres til servicelovens bestemmelser om anbringelse uden for hjemmet efter § 40, stk. 2, nr. 11. Det fulgte af servicelovens § 40, stk. 1, at det var kommunens kompetence at træffe afgørelse om iværksættelse af hjælpeforanstaltninger efter § 40, stk. 2.

Kommunen mente sig kompetent til at træffe afgørelse om, at der ikke skulle ske anbringelse uden for hjemmet i den konkrete sag ud fra en faglig vurdering af, at det ikke var muligt at opnå formålet med anbringelsen.

Nævnet bemærkede ved genvurdering af afgørelsen bl.a., at straffuldbyrdelseslovens § 78 ikke henviste til servicelovens § 40, stk. 2, nr. 11, ligesom bestemmelsens visitationskriterier ikke syntes at være sammenfaldende med servicelovens betingelser for anbringelse af børn og unge uden for hjemmet. Tværtimod var justitsministeren bemyndiget til at fastsætte regler om anbringelse af dømte i institution. Kriminalforsorgens beslutning om anbringelse af en dømt på institution kunne ikke anses som en frivillig anbringelse efter serviceloven. Heller ikke selv om den dømte gav sit samtykke dertil eller selv ansøgte kommunen om at blive anbragt. Der var fortsat tale om afsoning af en idømt straf, hvor kompetencen til at træffe afgørelse om alternativ afsoning alene lå hos kriminalforsorgen.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af kommunernes kompetencer og finansieringsforpligtelser i sager om anbringelse af dømte i institution mv. uden for fængsel og arresthus, jf. straffuldbyrdelseslovens § 78, set i relation til kommunernes kompetencer i sager om anbringelse af børn og unge efter servicelovens § 40, stk. 2, nr. 11, jf. § 46, stk. 1. I den forbindelse ville indgå spørgsmålet om rette klageinstans.

Ankestyrelsen fandt, at det sociale nævn var kompetent til at behandle den unges klage over kommunens afgørelse.

Det fremgår af straffuldbyrdelseslovens § 78, stk. 1, at justitsministeren eller den, der bemyndiges dertil, kan bestemme, at den dømte midlertidigt eller for hele eller resten af straffetiden anbringes på hospital, i familiepleje, i egnet hjem eller institution. Efter stk. 2 anbringes dømte, der er under 18 år, i institution m.v. som omhandlet i stk. 1, medmindre afgørende hensyn til retshåndhævelsen tale imod anbringelse uden for fængsel eller arresthus.

Det fremgår af § 1, stk. 1, i Justitsministeriets bekendtgørelse om anbringelse af dømte i institution m.v. uden for fængsel eller arresthus (§ 78- bekendtgørelsen), at afgørelse om anbringelse af dømte efter straffuldbyrdelseslovens § 78, stk. 1-2, i institution m.v. uden for fængsel eller arresthus træffes af Justitsministeriet, Direktoratet for Kriminalforsorgen, efter indstilling fra en af kriminalforsorgens afdelinger eller institutioner. Efter § 4 skal der indhentes et betalingstilsagn fra den visiterende eller betalende myndighed, medmindre anbringelsesstedet er en af kriminalforsorgens pensioner eller et hospital.

Efter servicelovens § 40, stk. 2, nr. 11, jf. stk. 1, kan kommunen, når det må anses for at være af væsentlig betydning af hensyn til et barns eller en ungs særlige behov for støtte, træffe afgørelse om at anbringe barnet eller den unge uden for hjemmet på en døgninstitution, i en plejefamilie eller i et godkendt opholdssted, som må anses for egnet til at imødekomme barnets eller de unges behov. Afgørelsen træffes med samtykke fra indehaveren af forældremyndigheden og den unge, der er fyldt 15 år

Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen til grund, at et betalingstilsagn som omhandlet i § 78-bekendtgørelsen indebærer en beslutning om anbringelse efter servicelovens § 40, stk. 2, nr. 11, eller § 42 og om valg af anbringelsessted efter servicelovens § 55.

Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at det af § 7, stk. 1, nr. 5, i Socialministeriets bekendtgørelse om magtanvendelse over for børn og unge fremgår, at kommunen kan træffe afgørelse om anbringelse i en sikret afdeling, hvor opholdet er led i afsoning efter straffuldbyrdelseslovens § 78, stk. 2.

Tilsvarende måtte kommunen antages at være kompetent til at træffe afgørelse om anbringelse i en ikke-sikret institution, i en plejefamilie eller i et godkendt opholdssted som led i afsoning efter straffuldbyrdelseslovens § 78, stk. 2.

Dette var i overensstemmelse med pkt. 62 i Socialministeriets vejledning om særlig støtte til børn og unge, hvorefter servicelovens almindelige regler om visitation og finansiering af udgifter anvendes ved ophold i medfør af straffelovens § 49, stk. 2 (nu straffuldbyrdelseslovens § 78, stk. 1 og 2).

Der var ikke fastsat særlige klageregler for klager over afgørelser om anbringelse uden for hjemmet, der indebar et samarbejde mellem kommunerne og kriminalforsorgen.

Nævnet var således rette klageinstans for kommunens afslag på anbringelse uden for hjemmet som led i afsoning efter straffuldbyrdelsesloven, jf. servicelovens § 121 og retssikkerhedslovens § 60.

Ankestyrelsen bemærkede med hensyn til kommunernes finansieringsforpligtelser, at det af Socialministeriets vejledning om vejledende retningslinier for samarbejdet mellem de sociale myndigheder og kriminalforsorgens institutioner og afdelinger fremgår, at finansieringen i forbindelse med effektuering af de konkrete fælles handleplaner følger de sædvanlige regler. Udgangspunktet er, at hver myndighed finansierer den del af handleplanen, som foregår eller varetages i myndighedens regi. De kommunale og/eller amtskommunale myndigheder finansierer ophold i f.eks. socialpædagogiske opholdssteder eller misbrugsinstitutioner efter bistandsloven/serviceloven (også hvor opholdet foregår som alternativ afsoning i henhold til straffelovens § 49, stk. 2 (nu straffuldbyrdelseslovens § 78, stk. 1 og 2) eller som udstationering/udslusning i sidste del af en fængselsafsoning).