En amtskommune havde bevilget en 33-årig mand et 6 måneders behandlingsforløb på et bestemt behandlingssted for hashbehandling i henhold til servicelovens § 85 på grund af et massivt hashmisbrug.
Sammen med bevillingen af behandlingsforløbet havde amtet anbefalet, at kommunen efterfølgende indgik i en efterbehandlingsplan med henblik på eventuel revalidering.
Det fremgik, at den primære behandling på behandlingsstedet foregik ambulant dagligt fra kl. 9.00 - 15.00. Under behandlingen deltog manden i gruppesamtaler, individuelle samtaler efter behov, fysisk træning, musik, sang og spil.
Behandlingsstedet søgte i slutningen af behandlingsforløbet kommunen om støtte til mandens efterbehandling i de efterfølgende 6 måneder. Formålet med efterbehandlingen, som skulle foregå en gang ugentligt i en gruppe af max. 8 personer, var at fastholde ham i det etablerede resocialiseringsforløb, at støtte hans fremtidige placering på arbejdsmarkedet og at fungere i det etablerede samfund.
Kommunen gav afslag på ansøgningen med den begrundelse, at efterbehandling af stofmisbrug burde ske efter § 85 i serviceloven, hvorfor det var amtskommunens forpligtelse at yde den nødvendige støtte.
Det sociale nævn traf afgørelse i sagen og hjemviste herved sagen til fornyet vurdering og afgørelse i kommunen i henhold til servicelovens § 86. Nævnet begrundede afgørelsen med, at kommunen udover tilbud efter servicelovens § 73 kunne give tilbud af behandlingsmæssig karakter til personer, med betydeligt og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller med særlige sociale problemer, når dette var nødvendigt med henblik på at bevare eller forbedre den pågældendes fysiske, psykiske eller sociale funktioner, og når dette ikke kunne opnås gennem de behandlingstilbud, der kunne tilbydes efter anden lovgivning. Nævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at det var kommunen, som med sin mere umiddelbare kontakt til borgeren havde ansvaret for forebyggelse, tidlig og løbende indsats for misbrugere i kommunen. Kommunen var således både under behandlingsforløbet og efter den primære behandling ansvarlig for de relevante tilbud, som kunne bidrage til forbedring af den personlige funktion og udviklingsmuligheder.
Kommunen traf herefter ny afgørelse, hvorefter kommunen gav afslag på betaling af efterbehandling på behandlingsstedet efter servicelovens § 86. Begrundelsen var at efterbehandlingsforløbet skulle foregå på det behandlingssted, hvor manden havde været i ambulant behandling, og at det derfor vurderedes nærliggende, at den efterfølgende behandling burde ligge indenfor rammerne af servicelovens § 85, jf. Socialministeriets vejledning nr. 45 af 10. marts 1998 om den sociale indsats for de mest udsatte voksne sindslidende, stof- og alkoholmisbrugere, hjemløse m.fl., kap. 43.
Nævnet traf herefter på ny afgørelse om, at kommunen skulle give manden det efterbehandlingstilbud, som behandlingsstedet havde ansøgt om på hans vegne efter servicelovens § 86. Begrundelsen var, at der var tale om et tilbud af behandlingsmæssig karakter, at manden havde særlige sociale problemer, at tilbuddet var nødvendigt for at forbedre hans fysiske, psykiske og/eller sociale funktioner, og dette ikke kunne opnås gennem de behandlingstilbud, der kunne tilbydes efter anden lovgivning. Der var lagt vægt på, at selv om amtskommunen havde ansvaret for selve behandlingen, så var det kommunen, der både under behandlingsforløbet og efter den primære behandling var ansvarlig for de relevante tilbud, som kunne bidrage til forbedring af mandens personlige funktion og udviklingsmuligheder, jf. vejledningens kapitel 30. Der var endvidere lagt vægt på, at den ansøgte efterbehandling ville give en sammenhængende og opfølgende behandling og støtte, der pegede hen mod at bibringe manden et liv uden misbrug. Samtidig var det hensigten, at kommunen i samarbejde med manden skulle arbejde videre med afklaringen af hans fremtidige erhvervsmuligheder.
Nævnet bemærkede, at den primære behandling havde fundet sted ambulant i 6 måneder dagligt fra kl. 9-15. Udgiften udgjorde 20.000 kr. pr. måned. Efterbehandlingen, der forventedes at vare i 6 måneder, ville være gruppebehandling en gang om ugen i 2 timer. Udgiften til denne efterbehandling ville udgøre 4.500 kr. pr. måned.
I klagen til Ankestyrelsen anførte kommunen, at det var kommunens vurdering, at servicelovens § 86 ikke rettede sig mod indsatsen for stofmisbrugeres efterbehandlingsforløb. Et givet efterbehandlingsforløb burde som udgangspunkt primært afholdes efter servicelovens § 85 sekundært efter servicelovens § 73, såfremt der var tale om efterbehandling i form af socialpædagogisk støtte.
Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af hvorvidt der kunne ydes efterbehandling af stofmisbruger efter servicelovens § 86.
