Ankestyrelsens principafgørelse A-27-05

Lov om aktiv socialpolitik - lovbekendtgørelse nr. 709 af 13. august 2003 - § 46 og § 49

Revalidenden blev uddannet tømrer i marts 2004.

I juni 2002 kom han under en praktikperiode ud for en arbejdsulykke, der medførte en skulderlæsion, som gjorde, at han ikke længere ville kunne udføre skulder- og rygbelastende arbejdsopgaver. Han valgte at gøre tømreruddannelsen færdig, hvilket kunne lade sig gøre, fordi den sidste praktikperiode blev udført som skolepraktik, hvor der kunne tages hensyn til, at der var funktioner, som han var ude af stand til at udføre, som f.eks. sætte gips op, lave lofter, lægge tag, sætte døre og vinduer i, bære tunge materialer og holde ting med venstre hånd.

Fagforeningen udtalte, at han ikke kunne forventes at få ordinært job som tømrer, og at en stilling med skånehensyn var temmelig usandsynlig, da disse som regel blev givet til ældre tømrere med langvarig erfaring.

Kommunens samråd gjorde opmærksom på muligheden for den 2-årige uddannelse til byggetekniker, som skulle kompensere tilstrækkeligt og være en kortere vej til selvforsørgelse.

Revalidenden ønskede ikke denne uddannelse, men ønskede revalidering til bygningskonstruktør. Han foretog selv forskellige undersøgelser vedrørende jobtyper og beskæftigelsesmuligheder ved hver af de 2 uddannelser. Byggeteknikere var primært beskæftiget med rentegningsopgaver, kørsel som sælger og håndværksmæssige opgaver. Desuden var der større arbejdsløshed end for bygningskonstruktører med en 3 ½ årig uddannelse.

Han ønskede bygningskonstruktøruddannelsen under hensyn til de bedre beskæftigelsesmuligheder og til, at de mere teoretiske opgaver ville tilgodese hans skulderlæsion.

Kommunens lægekonsulent mente ikke, at revalidendens helbredsmæssige situation kunne forbedres yderligere ved behandling.

Uddannelseskonsulenten vurderede, at muligheden for at finde arbejde var større for en bygningskonstruktør end for en byggetekniker, men dog ikke væsentligt, samt at jobindholdet ville være meget afhængigt af, hvor man blev ansat.

Revalidenden var meget motiveret for at gennemføre bygningskonstruktøruddannelsen, og der var ikke rejst tvivl om, at han ville kunne gennemføre den.

Revalidenden havde fremsendt diverse bilag med svar på hans henvendelser til virksomheder i anledning af jobannoncer m.v.

Det fremgik bl.a., 1) at det eneste fundne annoncerede job som byggetekniker var som salgskonsulent og indebar 3 - 4 timer i bil om dagen, 2) at byggeteknikerens faglige kompetence i praksis udelukkende kunne anvendes som håndværksmæssig ressource, hvilket betød delvist dagligt fysisk krævende arbejde, 3) at byggeteknikerstudiet var en udvidet form for teknisk assistent som ikke havde den fornødne uddannelse til at varetage den jobfunktion, som arbejdsgiveren beskrev, 4) at et aktuelt annonceret job ikke kunne klares af en byggetekniker, og at der simpelthen ikke var byggeteknisk faglig viden i nødvendigt omfang tilstede hos en byggetekniker.

Der forelå i sagen et notat fra statsamtet, hvoraf fremgik følgende om ledigheden

Tekniker Konstruktør

Hele landet pr. nov. 2004 7,1% 4,3%

Region Kbh. 10,9% 5,7%

Region Frederiksborg 5,8% 3,0%

Region Vestsjælland 8,5% 6,0%

Af brev fra erhvervsuddannelsescentret fremgik bl.a., at uddannelsen til byggeinstruktør lettere førte til beskæftigelse end uddannelsen til byggetekniker, samt at det var erfaringen, at virksomhederne gerne ansatte bygningskonstruktører, selvom lønnen var højere.

Kommunen traf afgørelse om, at revalidenden ikke havde ret til at blive revalideret til bygningskonstruktør, men kun til byggetekniker.

Det sociale nævn stadfæstede kommunens afgørelse med bl.a. den begrundelse, at det forhold, at beskæftigelsesmulighederne med en bygningskonstruktøruddannelse ville være bedre, ikke i sig selv kunne give grundlag for at yde hjælp til den 3 ½ årige bygningskonstruktøruddannelse.

Revalidenden klagede over nævnets afgørelse.

Sagen blev behandlet i principielt møde for at afklare, hvilken betydning den øgede betoning på arbejdsmarkedets behov, der var sket fra den 1. juli 2003 med lov om en aktiv beskæftigelsespolitik, havde for hvilke vurderinger, der skulle lægges til grund for valg af revalidering.

Ankestyrelsen fandt, at revalidenden havde ret til at blive revalideret til bygningskonstruktør.

Dette betød, at Ankestyrelsen under hensyn til revalidentens helbredsmæssige begrænsninger og hans egne ønsker og forudsætninger vurderede, at denne uddannelse med størst sandsynlighed målrettet ville kunne bringe ham tilbage til arbejdsmarkedet på ordinære vilkår.

Ankestyrelsen lagde vægt på den ændring af regelgrundlaget, der var sket med ikrafttrædelsen af lov om en aktiv beskæftigelsesindsats pr. 1. juli 2003.

Af § 49, stk. 1 i lov om aktiv socialpolitik fremgår bl.a., at kommunen skal tilrettelægge en revalidering, således at den kan gennemføres på så kort tid som mulig, og således at revalidendens behov bliver tilgodeset.

Af Socialministeriets vejledning nr. 39 af 5. marts 1998, punkt 253, fremgår at det tidsmæssige hensyn skal afvejes i forhold til, at kommunen samtidig skal sørge for, at revalidendens behov bliver tilgodeset. Det tidsmæssige perspektiv er således ikke en isoleret betingelse, men skal ses i forhold til, hvilke revalideringstilbud revalidenden har brug for.

Med lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, der trådte i kraft pr. 1. juli 2003, blev arbejdsmarkedets behov fremhævet som en indikator for, hvilke redskaber, der skulle bringes i anvendelse for at bringe personer tilbage til arbejdsmarkedet.

I bemærkningerne til denne lov pointeredes det øgede fokus på det arbejdsmarkedsrettede perspektiv

1) Lovændringerne skal medvirke til at øge beskæftigelsen med 87.000 personer i perioden frem til 2010.

2) Det er fastsat, at der ved afgivelse af tilbud skal tages udgangspunkt i den enkeltes ønsker og forudsætninger samt arbejdsmarkedets behov. Der skal anvendes det redskab, der forudsættes at være det mest effektfulde i forhold til en hurtig indslusning på arbejdsmarkedet på ordinære vilkår.

3) Ved afgivelse af tilbud skal der samtidig tages udgangspunkt i de regionale eller lokale arbejdsmarkedsforhold.

4) Jobplanen (erstatter erhvervsplanen for revalidender) skal udarbejdes i dialog og samarbejde med personen og med udgangspunkt i dennes ønsker og forudsætninger samt arbejdsmarkedets behov og være realistisk i forhold til personens forudsætninger. Dialogen om planen og planens indhold skal sikre, at personen fra forløbets start ved, at målet er job.

I forhold til den aktuelle sag fandt Ankestyrelsen, at dette betød, at revalidenden efter en konkret individuel vurdering skulle bevilges revalidering til bygningskonstruktør, da denne uddannelse i praksis måtte vurderes at kunne bringe ham hurtigst og sikrest tilbage til arbejdsmarkedet på ordinære vilkår, hvilket var i overensstemmelse med hensigten med lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.

Ankestyrelsen lagde vægt på oplysningerne om, at der ikke var rejst tvivl om hans evne til at gennemføre bygningskonstruktøruddannelsen, at der ikke var tale om en lang, men kun om en mellemlang uddannelse svarende til bachelor, og at det i praksis ville være sandsynligt, at job som byggetekniker ville indebære fysisk arbejde, der ikke var foreneligt med hans skulderskade.

Ankestyrelsen ændrede således det sociale nævns afgørelse.