Ankestyrelsens principafgørelse D-33-05

Lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel - lovbekendtgørelse nr. 1047 af 28. oktober 2004 - § 22, stk. 1, nr. 3

Lov om sygedagpenge - lov nr. 563 af 9. juni 2006 - § 27, stk. 1, nr. 3

Sikrede blev sygemeldt i september 2003 på grund af et ulykkestilfælde, hvor han pådrog sig læsion af dele af nerverne til venstre arm. Dette betød, at skulderleddet samt bøjeevnen i albuen stort set blev lammet.

Ifølge statusattest fra januar 2004 fra den behandlende overlæge var der rimelig mulighed for, at de enkelte nervetråde kunne vokse ud igen, men det ville tage måneder, inden man kunne se, om der ville komme funktion i musklerne igen. Den eneste vedligeholdelsesbehandling man kunne give undervejs var passiv gennembevægelse af skulder- og albueled, som sikrede selv kunne foretage. Han måtte i øvrigt bruge sig selv, det han kunne, og hvis kommunen kunne finde en beskæftigelsesmulighed, hvor han kunne bruge den raske arm alene, var det fint nok.

Sikrede arbejdede inden ulykken som buschauffør.

Kommunen havde udarbejdet ressourceprofil inden varighedsbegrænsningens indtræden men uden at foretage en samlet konklusion. Kommunen henviste til, at det lægeligt endnu ikke kunne vurderes, om armen ville blive i orden igen, eller om der ville blive tale om varigt mén.

Sikrede havde selv tilmeldt sig nogle fag på VUC for at holde sig i gang under sygemeldingen.

Ved ambulant kontrol den 23. september 2004 var sensibiliteten over skulderrundingen bedret en smule, og der var konstateret sikker, men svag funktion i musklen over skulderleddet og albuens bøjefunktion. Overlægen udtalte, at hovedreglen var, at hvis der kom lidt, så kom der også mere, men tidsfaktoren var stadig væsentlig. Hvis der kom tilstrækkelig styrke af sig selv, ville sikrede igen kunne varetage arbejdet som buschauffør. Kom der ikke tilstrækkelig styrke til dette, ville han kunne klare adskillige andre erhverv.

Kommunen standsede udbetalingen af sygedagpenge med virkning fra 30. september 2004, da der ikke var forlængelsesmuligheder.

Kommunen begrundede afgørelsen med, at revalidering ikke var relevant, da behandlingsmulighederne ikke var udtømte. Revalidering til ordinært arbejde var ikke overvejende sandsynligt på sigt, da det kom an på, hvor god arm og skulder ville blive. Kommunen vurderede, at han ikke var i stand til at påbegynde arbejdsprøvning, da den ikke ville give et realistisk billede af arbejdsevnen på sigt, da der fortsat var mulighed for bedring.

Kommunen anførte ligeledes, at forlængelsesmuligheden i dagpengelovens § 22, stk. 1, nr. 3 kun kunne anvendes, hvis det lægeligt kunne garanteres, at han inden for 26 uger eller 2 x 26 uger ville være klar til at raskmeldes til ordinært arbejde uden forudgående arbejdsprøvning/optræning.

Det sociale nævn vurderede, at sikrede opfyldte forlængelsesbetingelsen i dagpengelovens § 22, stk. 1, nr. 3 og nr. 6. Han havde dermed fortsat ret til sygedagpenge efter den 30. september 2004.

Nævnet begrundede afgørelsen med, at det var overvejende sandsynligt, at han ville kunne genoptage erhvervsmæssig beskæftigelse inden for 2 x 26 uger. Nævnet henviste til skade, prognose og det indtil videre konstaterbare forløb.

Kommunen klagede over nævnets afgørelse, og ønskede en tolkning af begrebet "var under eller ventede på lægebehandling", når der hele tiden havde været tale om et spontanforløb.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, hvad der nærmere skulle forstås ved, at sikrede var under eller ventede på lægebehandling, jf. dagpengelovens § 22, stk. 1, nr. 3.

Ankestyrelsen vurderede, at behandlingsforløb, der beroede på spontan helbredelse, i visse tilfælde kunne sidestilles med, at den sikrede var under lægebehandling i lovens betydning. Det betød, at dagpengeudbetalingen kunne forlænges i et tilfælde, hvor behandlingen af en nervebeskadigelse bestod i, at nervetrådene skulle have tid til at vokse ud igen.

Dette forudsatte dog, at forløbet måtte antages at kunne genskabe arbejdsdygtigheden inden for en kortere tid.

Ifølge § 44 i dagpengebekendtgørelsen skulle der ved kortere tid forstås 26 uger med mulighed for forlængelse i yderligere 26 uger efter § 45, hvis der var tale om alvorlig sygdom, der krævede langvarig behandling.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at behandlingen af en nerveskade som den foreliggende bestod i, at de beskadigede nervetråde skulle have tid til at vokse ud igen, og at arbejdsdygtigheden derved kunne genskabes.

Ankestyrelsen lagde også vægt på, at sikrede var i et uafsluttet lægeligt forløb, hvor han jævnligt skulle komme til ambulant kontrol.

Ankestyrelsen henledte herudover kommunens opmærksomhed på, at der ikke i § 46 i lov om aktiv socialpolitik stilledes krav om, at behandlingsmulighederne skulle være udtømte, inden der kunne iværksættes revalideringsmæssige foranstaltninger.

Kommunen burde derfor have overvejet i forbindelse med den almindelige dagpengeopfølgning - og på grundlag af en fyldestgørende ressourceprofil - om der havde været grundlag for at iværksætte foranstaltninger, som kunne betyde, at sikrede fik mulighed for at udnytte en eventuel arbejdsevne.

Ankestyrelsen henviste til statusattesten fra januar 2004 om, at det var fint nok, hvis kommunen kunne finde en beskæftigelsesmulighed, hvor sikrede kunne bruge den raske arm alene, samt til at der ikke var tale om en skade, der medførte en generel legemlig svækkelse.

Ankestyrelsen stadfæstede således nævnets afgørelse.