Kommunen havde ikke pligt til at tilbyde fleksjob på det foreliggende grundlag.
Kommunen burde tilbyde revalidering i et individuelt tilrettelagt revalideringsforløb til yderligere afklaring af mulighederne for at forbedre arbejdsevnen.
Ankestyrelsen kom således til samme resultat som nævnet
Ankestyrelsen bemærkede, at kommunen allerede i ressourceprofilen burde have redegjort for, hvilke konkrete arbejdsfunktioner, manden kunne påtage sig, og at det burde være drøftet mere indgående med ham, hvilke konkrete alternative muligheder, der kunne arbejdes videre med.
Ankestyrelsen henstillede derfor, at kommunen nu fremskyndede planlægningen af sit fremtidige arbejdsområde mest muligt.
For så vidt angik krav om arbejdsprøvning fandt Ankestyelsen, at det ikke kunne anses for åbenbart formålsløst at gennemføre foranstaltninger for at bringe ansøgeren i ordinær beskæftigelse.
Da det ikke havde været afprøvet at forbedre arbejdsevnen med henblik på beskæftigelse på normale vilkår, havde han ikke ret til fleksjob.
Det er som hovedregel en betingelse for fleksjob, at alle relevante tilbud efter beskæftigelsesindsatsloven samt andre tilbud havde været afprøvet for at bringe pågældende i ordinær beskæftigelse. Undtaget herfra er tilfælde, hvor det var åbenbart formålsløst at gennemføre foranstaltninger forud for visitationen.
Reglen gjaldt også for selvstændige erhvervsdrivende, jf. lov om en aktiv beskæftigelsesindsats § 70, stk. 2 og § 75, stk. 1
Ved vurderingen af, at det ikke var åbenbart formålsløst at forsøge at bringe manden i ordinær beskæftigelse, lagde Ankestyrelsen vægt på oplysningerne om hans arbejdsevne i ressourceprofilen.
Ankestyrelsen var opmærksom på, at han udelukkende havde haft beskæftigelse i landbruget, hvor han også var uddannet. Han havde haft eget landbrug i ca. 10 år. Iværksættelse af arbejdsprøvning kunne medføre, at han ikke samtidig kunne opretholde virksomheden.
Der var dog lagt afgørende vægt på, at han havde en kronisk svær knælidelse, som forværredes ved fysisk belastende arbejde. Desuden havde han ressourcer, som kunne udvikles i relation til andet arbejde på normale vilkår inden for administration og eventuelt også ved undervisning. På det grundlag fandt Ankestyrelsen ikke, at det kunne anses for åbenbart formålsløst, at der blev iværksat arbejdsprøvning med henblik på, at han kunne arbejde på normale vilkår.
For så vidt angik arbejdsprøvning og revalidering uden for virksomheden fandt Ankestyrelsen, at kommunen burde tilbyde manden revalidering i et individuelt tilrettelagt revalideringsforløb med henblik på at belyse muligheden for at forbedre hans arbejdsevne med henblik på beskæftigelse på normale vilkår.
Ved afprøvning af arbejdsevnen for selvstændige erhvervsdrivende burde der så vidt muligt tages hensyn til den pågældendes mulighed for fortsat at kunne drive den selvstændige erhvervsvirksomhed. Det fremgår af Beskæftigelsesministeriets vejledende retningslinier.
Der måtte dog også tages hensyn til aktivlovens § 57, hvorefter det er en forudsætning for revalidering, at personen ikke varetager andet arbejde samtidig. Kommunen kan dog tillade andet arbejde i begrænset omfang, hvis arbejdet kan forenes med jobplanen.
Det afhang således af en konkret vurdering i det enkelte tilfælde, om jobplanen kunne anses for opfyldt, selv om virksomheden ikke formelt blev afhændet.
I hans tilfælde medførte knælidelsen, at han ikke kunne afprøves i sin virksomhed, idet der navnlig var tale om fysiske opgaver, som han skulle undgå. Ankestyrelsen fandt derfor, at der kunne stilles krav om arbejdsprøvning uden for virksomheden, selv om det kunne forudsætte, at han måtte afhænde virksomheden. Efter det oplyste var dette også sket, mens sagen var under behandling i Ankestyrelsen.
Ankestyrelsen stadfæstede således nævnets afgørelse.
