Ankestyrelsens principafgørelse C-10-05

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 97 af 17. februar 2005 - § 109, stk. 2 og § 109e, stk. 1

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 979 af 1. oktober 2008 - § 129, stk. 1

En 90 årig kvinde, der var meget dement, havde boet i egen lejlighed indtil sommeren 2004, hvor hun blev indlagt efter fald i hjemmet.

Inden indlæggelsen var der hjemmebesøg i kvindens lejlighed, hvor det fremgik, at hun lå det meste af tiden i sengen. Hun havde ikke altid erkendelse af at være i eget hjem, og det blev beskrevet, at hun havde forladt lejligheden uden tøj. Kvinden var inkontinent og nægtede at bruge bleer. Hun havde lidt et større vægttab, men ønskede ikke at blive undersøgt af læge.

Hun ønskede ikke at komme på plejehjem.

Kvindens søn var blevet beskikket som værge for kvinden.

Da hospitalet ikke fandt det holdbart at udskrive kvinden til egen lejlighed, kom hun på aflastningsophold på plejehjemmet A.

Værgen og familien var indforstået med, at kvinden ikke kunne bo i egen lejlighed, men man ønskede, at hun fik ophold på plejehjemmet B. Begrundelsen var, at kvinden altid havde været meget glad for have, luft og lyse omgivelser, og det var der ikke på plejehjemmet A.

Kvindens beskikkede advokat anførte, at det bedste for kvinden ville være at forblive på plejehjemmet A, hvor hun havde lært personalet at kende og følte sig tryg og tilfreds.

Kommunen indstillede, at kvinden fik ophold på plejehjemmet A.

Kommunen var opmærksom på, at familien ønskede, at kvinden fik ophold på plejehjemmet B, men kommunen tilsluttede sig den beskikkede advokats synspunkt, at kvinden var faldet til på plejehjemmet A, hvor hun var på aflastningsophold og derfor burde blive på det plejehjem. Begge plejehjem kunne varetage plejen og omsorgen for kvinden.

Det sociale nævn tiltrådte kommunens indstilling om, at betingelserne for optagelse af kvinden i det særlige botilbud på plejehjemmet A uden hendes samtykke var opfyldte.

Nævnets afgørelse blev indbragt for Ankestyrelsen.

Ankestyrelsen fandt, at kvinden var omfattet af personkredsen i servicelovens § 109, stk. 2.

Ankestyrelsen fandt det godtgjort, at hun opfyldte betingelserne for optagelse i det bestemte plejetilbud på plejehjemmet A uden samtykke, jf. servicelovens § 109 e, stk. 1.

Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen om, at kvinden var omfattet af personkredsen i § 109, stk. 2, vægt på, at hun ifølge sagens oplysninger vurderedes at være dement, og at hun gennem tid ikke havde været i stand til at tage vare på sig selv.

Ankestyrelsen vurderede på grundlag heraf, at kvindens psykiske funktionsevne måtte anses for at være betydeligt og varigt nedsat, og at hun som følge af sin demenslidelse ikke ville kunne tage fornuftsmæssigt stilling til spørgsmålet om sin fremtidige boligforhold.

Ankestyrelsen havde desuden vurderet, at flytningen til et særligt botilbud måtte anses for at være absolut påkrævet for, at hun kunne få den nødvendige hjælp, og at hjælpen ikke kunne gennemføres i hendes egen lejlighed. Ankestyrelsen havde desuden vurderet, at hun ikke kunne overskue konsekvenserne af sine handlinger, og at hun udsatte sig selv for at lide væsentlig personskade. Det var derfor uforsvarligt ikke at sørge for flytning.

Ankestyrelsen havde herved lagt vægt på, at kvinden ikke selv magtede at sørge for at spise og drikke. Hun spiste og drak kun, hvis der serveredes for hende, og hun blev nødet på forskellig vis. Hun havde tabt sig meget og var meget tynd. Kvinden ønskede ikke at blive undersøgt af læge.

Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på, at kvinden på grund af sin nedsatte psykiske funktionsevne ikke havde kunnet klare sin personlige pleje. Hun var inkontinent og nægtede at bruge ble.

Ankestyrelsen fandt, at kvinden skulle optages på plejehjemmet A, således som nævnet havde truffet afgørelse om.

Ankestyrelsen fandt, at kvindens behov for omfattende pleje og omsorg døgnet rundt kunne varetages på plejehjemmet A.

Ankestyrelsen havde herved lagt vægt på, at kvinden havde været på aflastningsophold på plejehjemmet A og var faldet godt til. Hun følte sig tryg ved stedet og havde lært personalet at kende.

Ankestyrelsen havde således lagt vægt på, at der ikke forelå sådanne afgørende omstændigheder, der kunne begrunde en tilsidesættelse af kommunens valg af plejehjemmet A.

Ankestyrelsen havde endelig lagt vægt på, at den nødvendige pleje kunne varetages af både plejehjemmet A og plejehjemmet B.

Ankestyrelsen havde ved afgørelsen lagt til grund, at de formelle betingelser for flytning uden samtykke, herunder værgebeskikkelse og advokatbistand var opfyldte.