Sagen drejede sig om en 33-årig mand uden uddannelse eller egentlig erhvervserfaring. Der havde været et tiltagende blandingsmisbrug med både alkohol, stoffer og medicin fra de tidligste teenage-år. Misbruget ophørte i 1995.
Ansøger havde aldrig deltaget i aktivering eller anden erhvervsfremmende virksomhed, idet opmærksomheden fra den tidligste ungdom alene var rettet imod førtidspension, som der flere gange blev givet afslag på.
Der var ingen fysiske lidelser, der forhindrede tilknytning til arbejdsmarkedet.
I en erklæring fra en psykolog fra december 2001 blev det vurderet, at ansøger havde en oprindelig god begavelsesmæssig udrustning, men var præget af en lav psykisk stresstærskel og virkede sårbar og utryg. Der var tale om mangeårige tilpasningsvanskeligheder på baggrund af en lettere karakterinsufficiens. Tilstanden kunne principielt ikke betragtes som varig i forhold til mulighederne for tilknytning til arbejdsmarkedet. Der kunne dog ikke peges på specifikke behandlingsmuligheder.
Ansøger var til samtale på en revalideringsinstitution i august 2002. Her beskrev han, hvordan angst og bekymring havde fyldt ham fra det tidspunkt, hvor samtalen blev aftalt. Han var meget nervøs og havde ikke kunnet sove natten før samtalen, men var dog mødt op i forventning om, at sagen derefter kunne afsluttes med tilkendelse af førtidspension. Kontaktformen var reserveret og stilfærdig, og ansøger fremstod tydeligt frustreret og meget nervøs med rystende hænder og besvær med koncentrationen.
Revalideringsinstitutionen kunne ikke tilbyde et forrevalideringsforløb, da ansøger for tiden ikke havde de fornødne ressourcer til at kunne deltage.
En speciallæge i psykiatri anførte i en erklæring fra marts 2003, at ansøger led af en uspecificeret personlighedsforstyrrelse med dyssociale træk med lav frustrationstærskel, emotionel labilitet med lav sårbarhedstærskel med manglende socialt funktionsniveau til følge. Der kom gennembrud af uro, angst og ubehag, når han blev udsat for sociale forventninger. Principielt var tilstanden ikke søgt relevant behandlet, behandlingsmulighederne var derfor ikke formelt udtømt, men ansøger afviste at deltage (angiveligt af frygt for at falde tilbage til tidligere misbrug af medicin). Ligeledes ville forsøg på revalidering og arbejdsprøvning være udsigtsløse, da de nævnte symptomer så ville fremkomme med afvisning af deltagelse til følge.
Ansøger anmodede om at få taget stilling til spørgsmålet om førtidspension på det foreliggende grundlag efter pensionslovens § 17, stk. 1, 2. og 3. punktum.
I november 2003 gav kommunen afslag, da der ikke var noget nyt i forhold til det seneste afslag (marts 2002) og da der fortsat var behandlingsmuligheder for ansøgers psykiske lidelse. Kommunen vurderede, at støttende samtaler ville være en mulighed, og at en arbejdsprøvning ville være mulig, enten sideløbende med eller efter et behandlingsforløb.
Det sociale nævn ændrede kommunens afgørelse. Nævnet fandt, at ansøgers tilstand måtte anses for kronisk uden mulighed for behandling, som ville kunne medføre en sådan bedring af arbejdsevnen, at han ville kunne blive selvforsørgende.
Afgørelsen blev anket af kommunen.
Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af praksis for tilkendelse af førtidspension efter de regler, der trådte i kraft pr. 1. januar 2003.
