En revalidend måtte i august 2004 opgive at gennemføre sin jobplan, da det undervejs havde vist sig, at planen byggede på forkerte forudsætninger. Revalideringen var startet inden den 1. januar 2003.
Kommunen standsede derfor revalideringsydelsen og henviste revalidenden til et revalideringscenter.
Der blev ikke udarbejdet ressourceprofil i sagen, inden der blev taget stilling til det videre forløb.
Det sociale nævn tiltrådte kommunens afgørelse om at standse udbetalingen af revalideringsydelse, da revalidenden ikke længere opfyldte betingelserne for udbetaling.
Nævnet lagde til grund, at revalideringsplanen var blevet afbrudt, fordi revalidenden ikke som forudsat kunne optages på uddannelsesinstitutionen. Nævnet fandt, at dette burde have været afklaret i forbindelse med udarbejdelsen af revalideringsplanen.
Nævnet var enigt med revalidenden i, at det, inden revalideringsydelsen blev standset, burde have været afklaret, om der var grundlag for straks at iværksætte en ny jobplan, således at revalideringsydelsen havde kunnet bevares. Det var således en klar fejl, at revalidenden ikke inden afgørelsen om at standse revalideringsydelsen havde været indkaldt til en samtale om det videre revalideringsforløb.
Da det på tidspunktet for nævnets afgørelse lå klart, at revalideringsplanen var afbrudt, og da der efterfølgende var etableret et forrevalideringsforløb, fandt nævnet ikke fuldt tilstrækkeligt grundlag for at hjemvise sagen til kommunen.
I klagen til Ankestyrelsen var det anført, at det virkede absurd, at revalidenden havde fået medhold i sin kritik af kommunens behandling af sagen, men at nævnet alligevel havde tiltrådt kommunens afgørelse.
Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om ændring af en jobplan, som var påbegyndt før den 1. januar 2003, måtte anses som en ny foranstaltning i et igangværende revalideringsforløb, jf. § 11, stk. 2, i bekendtgørelsen om beskrivelse, udvikling og vurdering af arbejdsevne.
