Ankestyrelsens principafgørelse A-26-05

Lov om aktiv socialpolitik - lovbekendtgørelse nr. 709 af 13. august 2003 - § 46, stk. 1

Lov om en aktiv beskæftigelsesindsats - lov nr. 419 af 10. juni 2003 - § 32, stk. 4

Kommunen havde henvist en kvinde til et amtsligt revaliderings- og uddannelsestilbud. Formålet med deltagelse var at sætte hende i gang, og at hun dernæst skulle tænke i erhvervsmæssige baner.

På baggrund af et forløb på 3 uger med positivt resultat bevilgede kommunen en 1-årig uddannelse med kontanthjælp fra 6. september 2004. Kommunen anså kvinden for revalideringsberettiget, men fandt dog, at der på daværende tidspunkt ikke var en sådan afklaring, at der var grundlag for revalideringsydelse.

Det sociale nævn traf afgørelse om, at kvinden havde ret til revalideringsydelse, da den 1-årige uddannelse måtte betragtes som kompetencegivende.

I klagen til Ankestyrelsen anførte kommunen blandt andet, at betingelsen for revalideringsydelse ikke var opfyldt, da uddannelsen ikke sikrede arbejde efter gennemført uddannelse.

Nævnet lagde vægt på, at praktikperioder under et særligt tilrettelagt uddannelsesforløb efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats § 32, stk. 1, nr. 2, efter § 32, stk. 4 kunne have varighed på højest 3 måneder.

Det blev yderligere oplyst for Ankestyrelsen, at den 1-årige uddannelse blev oprettet i år 2000, og at antallet af kursister i de 4 år havde været henholdsvis 4, 3, 4 og i indeværende år 9. De fleste var kommet videre til fleksjob. Uddannelsen kunne blandt andet bruges i børnehaver, der ofte havde ca. 20 timers arbejdstilbud. Nogle var gået videre med den ordinære køkkenassistentuddannelse.

I uddannelsen indgik få helt kortvarige praktikperioder.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om bevilling af et særligt tilrettelagt uddannelsesforløb af 1 års varighed i henhold til § 32 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats gav ret til udbetaling af revalideringsydelse.

Kvinden havde ret til revalideringsydelse fra 6. september 2004.

Ankestyrelsen fandt, at den 1-årige køkkenuddannelse gav grundlag for en kompetence, der kunne anvendes på arbejdsmarkedet.

Ved vurderingen af om uddannelsen havde erhvervsmæssigt sigte, lagde Ankestyrelsen vægt på oplysningerne om, at flertallet af de personer, der havde gennemført uddannelsen, var overgået til videre beskæftigelse, eventuelt i fleksjob, eller fortsat uddannelse. Det var ikke en betingelse, at uddannelsen var godkendt af Undervisningsministeriet.

Ankestyrelsen fandt ikke grundlag for at tilsidesætte nævnets vurdering af, at der for kvinden kunne udarbejdes en jobplan med beskrivelse af målet for uddannelsen, således at hendes mulighed for at forsørge sig selv og sin familie forbedredes.

Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at kvinden ifølge kommunens egen vurdering var revalideringsberettiget, og at forrevalidering på 20 dage var gennemført med et positivt resultat. I den forbindelse blev der navnlig lagt vægt på, at kvinden selv var motiveret for uddannelsen, og at uddannelsesstedet anså det for realistisk, at hun kunne blive selvforsørgende gennem uddannelsen.

Ankestyrelsen fandt, at kommunen dermed også havde haft mulighed for at fastlægge en jobplan i medfør af beskæftigelsesindsatslovens § 27 og § 28, stk. 3, og at der derfor var ret til revalideringsydelse ved påbegyndelsen af den 1-årige uddannelse, jf. lov om aktiv socialpolitik § 46, stk. 1 om revalidering og § 51 om ret til revalideringsydelse under revalidering

Ankestyrelsen fandt, at beskæftigelsesindsatslovens § 32, stk. 4 om varighed af praktikperioder på højest 3 måneder ikke skulle finde anvendelse, idet bestemmelsen alene vedrørte praktikperioder, og der ikke i den 1-årige køkkenuddannelse indgik en samlet praktikperiode på over 3 måneder.

Ankestyrelsen kom således til samme resultat som det sociale nævn.