Sagen drejede sig om en kvinde, der søgte om hjælp til døgnbehandling på et privat botilbud i en anden amtskommune, idet hun led af spiseforstyrrelse, og der ikke var andre behandlingsmuligheder. Hun henviste til erklæringer fra psykolog og psykiater.
Kommunen meddelte afslag på hjælp til behandling på botilbuddet efter aktivlovens § 82. Afgørelsen blev begrundet med, at det var en forudsætning for hjælp til privat behandling, at der ikke var behandlingsmuligheder inden for det offentlige system. Ud fra det foreliggende materiale og den helbredsmæssige situation, skønnede kommunen, at behandlingen ikke var en kommunal opgave, men måtte henhøre under det offentlige hospitalsvæsen med de tilbud og muligheder der var dér. Kommunen henviste derfor kvinden til at fortsætte behandlingen i offentligt regi på hospitalet.
Kvinden klagede over kommunens afgørelse.
Efterfølgende blev det ved supplerende bemærkninger til klagen bl.a. oplyst, at sagen var afgjort efter en forkert lovgivning, idet det var serviceloven, der skulle anvendes.
Det sociale nævn ændrede kommunens afgørelse. Nævnet fandt at behandlingsmulighederne inden for det etablerede offentlige behandlingssystem måtte anses for udtømte, og at behandlingen på det ansøgte botilbud måtte anses for at være lægeligt velbegrundet.
Nævnet pålagde derfor kommunen at bevilge hjælp til ophold på botilbuddet efter aktivlovens § 82, i det omfang kvinden ud fra en økonomisk vurdering ikke selv kunne afholde udgiften.
Kommunen klagede over nævnets afgørelse.
Kommunen oplyste, at såfremt afgørelsen blev fastholdt, ville det kunne få vidtgående konsekvenser, da stof- og alkoholmisbrugere samt andre patientgrupper herefter kunne blive en kommunal opgave, når amtet skønnede, at deres behandlingsmuligheder var udtømte.
Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på belysning af grænserne for kommunens forpligtelse til at yde hjælp til sygebehandling, herunder betingelserne for at anse behandlingsmulighederne inden for det offentlige system for udtømte.