Ankestyrelsens principafgørelse C-52-05

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 906 af 26. september 2005 - § 71, stk. 1, nr. 2 og § 75, stk. 1

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 979 af 1. oktober 2008 - § 83 og § 88

Ansøger var i 1999 involveret i en trafikulykke, der medførte, at hun fik en forvridning i lændedelen. Hun havde således en nedsat gangfunktion og fik smerter ved belastning. Siden ulykken havde hun gået hjemme og var blevet tilkendt mellemste førtidspension.

Ansøger boede på en nedlagt landbrugsejendom sammen med sin samlever og deres tre børn på henholdsvis 2, 5 og 7 år.

Efter ulykken var ansøger ikke længere i stand til at varetage praktiske opgaver i hjemmet i samme omfang som tidligere. Hun blev derfor bevilget praktisk hjælp 1 gang om ugen af 50 min.

Ansøger klagede over, at der kun var bevilget 50 min. pr. uge.

Kommunen gav afslag på yderligere hjælp til rengøring, idet Sundhedsafdelingen i forvejen ydede den maksimale hjælp til rengøring i forhold til det serviceniveau, der var fastlagt i kommunen.

Nævnet afviste at behandle ansøgers klage.

Begrundelsen var, at nævnet ikke kunne tage stilling til spørgsmålet om, hvor meget tid, der skulle afsættes til de opgaver, der var bevilget hjælp til.

Nævnet fandt, at afgørelsen beroede på en socialfaglig/sygeplejefaglig vurdering, som nævnet efter de regler, der gjaldt for nævnet kun kunne tage stilling til, hvis der forelå særlige omstændigheder. Nævnet havde således ikke mulighed for at foretage en selvstændig socialfaglig vurdering af behovet, da en sådan vurdering forudsatte såvel faglig ekspertise som et konkret kendskab til forholdene i den enkelte sag.

Nævnet fandt ikke grundlag for at antage, at kommunen havde tilsidesat pligten til at foretage en konkret og individuel vurdering af ansøgers behov for hjælp.

Nævnet henviste til, at ansøger ikke klagede over omfanget af opgaver, der var bevilget hjælp til, men alene over den tid, der var afsat til løsningen af opgaverne. Nævnet fandt, at dette faldt uden for nævnets kompetence at tage stilling til, jf. retssikkerhedslovens § 60. Vurderingen af hvilken tid der skulle afsættes til de enkelte opgaver var således ikke i sig selv en afgørelse i henhold til serviceloven, som kunne påklages til nævnet, men et led i kommunens praktiske tilrettelæggelse af arbejdet. En klage herover måtte rettes til kommunalbestyrelsen som en klage over kommunes serviceniveau.

Endvidere henviste nævnet til, at ansøger kunne indbringe sagen for statsamtets tilsynsafdeling, såfremt hun mente, at kommunens tilrettelæggelse af administrationen var ulovlig. Nævnet fandt imidlertid ikke anledning til at oversende sagen til tilsynsafdelingen.

Ansøger klagede over nævnets afgørelse.

I klagen til Ankestyrelsen var det anført, at ansøger ikke mente, at sagen skulle have været afvist, men hjemvist til fortsat behandling i kommunen.

Det blev videre anført, at nævnets antagelse om, at nævnet ikke fandt grundlag for at antage, at kommunen havde tilsidesat pligten til at foretage en konkret og individuel vurdering af behovet for hjælp, ikke var rigtig.

Endvidere var der henvist til Ankestyrelsens praksisundersøgelser om kommunernes praksis i henhold til servicelovens § 71 fra januar 2005. Der blev mere specifikt henvist til side 5, hvoraf fremgik, at Ankestyrelsen i 13 sager fandt anledning til at fremkomme med bemærkninger, hvilket overvejende skyldtes, at der ikke i klagevejledningen var nogen omtale af muligheden for at klage til det sociale nævn.

Ansøger anførte, at allerede af denne grund kunne nævnet behandle sagen.

Nævnet bemærkede ved genvurdering, at nævnet fortsat måtte henvise til, at nævnet behandlede klager over en kommunes afgørelser i henhold til blandt andet lov om social service, men at det faldt uden for nævnets kompetence at tage stilling til klager over en kommunes serviceniveau, jf. retssikkerhedslovens §§ 44 og 60.

Samtidig fastholdt nævnet, at kommunens afgørelse var et udtryk for kommunens serviceniveau og ikke en afgørelse i henhold til den sociale lovgivning, der kunne indbringes for nævnet.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på belysning af praksis for tildeling af hjemmehjælp samt sagsbehandlingen i forbindelse hermed.

Ankestyrelsen fandt ikke, at der var tilstrækkelig sikkerhed for, at kommunen havde foretaget en konkret og individuel vurdering ved kommunens afgørelse.

Ankestyrelsen henviste til servicelovens § 75, stk. 1, 2. pkt., hvoraf fremgår, at kommunen behandler anmodninger om hjælp efter § 71 ved en konkret, individuel vurdering af behovet for hjælp til de opgaver, som modtageren ikke selv kan udføre.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at det fremgik af Social Meddelelse (SM) C-3-05, at en kommunes kvalitetsstandarder måtte anses for en generel serviceinformation i forhold til borgerne i kommunen og kunne ikke tilsidesætte kravet om, at der skulle foretages en konkret, individuel vurdering af behovet i det enkelte tilfælde.

Ankestyrelsen fandt derfor ikke, at kommunens henvisning til, at den ydede hjælp var maksimal hjælp i forhold til kommunens kvalitetsstandard var i overensstemmelse med loven.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at kommunen ikke ved sin afgørelse havde begrundet, hvorfor kommunen ikke fandt grundlag for at fravige kommunens generelle serviceniveau, men alene havde henvist til, at der i forvejen blev ydet den maksimale hjælp.

Ankestyrelsen var opmærksom på, at ansøger havde klaget over udmålingen af tiden. Hertil bemærkede Ankestyrelsen, at Ankestyrelsen var enig med nævnet i, at de sociale klageinstanser ikke kunne tage stilling til den socialfaglige/sygeplejefaglige vurdering, som en kommune foretog. Derimod kunne de sociale klageinstanser tage stilling til selve ydelsen, herunder begrundelsen for afgørelsen. Ankestyrelsen fandt derfor, at kommunens afgørelse kunne påklages til og behandles i det sociale nævn.

Ankestyrelsen ændrede således det sociale nævns afgørelse.