Ansøger, der var 38 år, fik i maj 1995 af kommunen tilkendt forhøjet almindelig førtidspension i henhold til § 14, stk. 3, nr. 2 i den dagældende lov om social pension med virkning fra 1. juni 1995.
Kommunen oplyste i afgørelsen, at pensionssagen skulle genoptages hvert 5. år efter tilkendelsen for at undersøge, om der var mulighed for erhvervsmæssig placering.
Tilkendelsen af pension skete først og fremmest på baggrund af følger efter et svært kranietraume med hjerneblødning i august 1993, men der var også beskrevet andre problemer. Han havde inden ulykken kun haft sparsom tilknytning til arbejdsmarkedet trods flere aktiverings- og revalideringsforsøg.
I forbindelse med sagen blev han undersøgt af en psykolog, der bl.a. konkluderede, at der var holdepunkter for en generel demenstilstand af overvejende svær grad for sprogligt materiale. De ikke-sproglige funktioner var svækkede i overvejende lettere grad.
I april 2002 bad ansøger kommunen om at få genoptaget sagen med tilbagevirkende kraft fra tilkendelsestidspunktet under henvisning til Højesterets dom af 22. december 1999. Først da blev kommunen opmærksom på, at sagen burde have været genoptaget senest i maj 2000.
Kommunen påbegyndte imidlertid fortsat ikke kontrolsag, men gav maj 2002 afslag på forhøjelse af førtidspensionen med tilbagevirkende kraft. Kommunen oplyste samtidig, at det ville blive undersøgt, om der var grundlag for at rejse sag om forhøjelse af pensionen.
Kommunen indhentede en generel helbredsattest samt en ny erklæring fra den psykolog, der tidligere havde undersøgt ansøger. Psykologen konkluderede, at der var tale om en overvejende generel intellektuel reduktionstilstand af uensartet omfang. Reduktionen af væsentlige funktionsområder skønnedes at være af middelsvær grad. I forhold til undersøgelsen i 1994 kunne der ikke peges på en forværring af tilstanden.
Kommunen meddelte i juni 2004, at sagen ansås for rejst den 29. april 2004, hvilket var datoen for det seneste lægeskøn. Kommunen tilkendte endvidere ansøger mellemste førtidspension med virkning fra den 1. juli 2004.
Ansøger klagede til nævnet over, at han ikke havde fået tilkendt forhøjelse af pensionen med tilbagevirkende kraft. Hvis sagen var blevet taget op rettidigt, og der var indhentet en psykologerklæring, mente han, at han allerede dengang ville have haft ret til højere pension.
Det sociale nævn tiltrådte kommunens afgørelse om tilkendelsestidspunktet. Nævnet henviste til, at formålet med genoptagelsesbestemmelsen var, at kommunen skulle undersøge mulighederne for at forbedre hans erhvervsevne. Efter nævnets opfattelse havde kommunens manglende genoptagelse alene den konsekvens, at ansøger fortsat kunne modtage den tilkendte førtidspension uden at få undersøgt mulighederne for, om han eventuelt kunne placeres erhvervsmæssigt.
Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, hvornår en sag om forhøjelse af en tidligere tilkendt pension efter lovens § 14, stk. 3, nr. 2 kunne anses for påbegyndt, når kommunen havde undladt at genoptage sagen senest 5 år efter tilkendelsen.
