Sagen drejede sig om en psykisk udviklingshæmmet, hjerneblind mand, som af omgivelserne skulle mødes som blind. Manden fik hjælp til stort set alle funktioner omkring sig. Manden boede sammen med andre i et amtsligt botilbud. Manden kunne ikke selv deltage i madfremstillingen, men han havde stor glæde af de sansemæssige oplevelser ved at være i køkkenet, medens maden blev tilberedt.
Amtskommunens traf afgørelse om, at manden skulle betale en del af personaleudgiften til kostfremstillingen, som en individuel tilkøbsydelse.
Begrundelsen var, at manden ikke længere vurderes som værende med i kostfremstillingen.
Det sociale nævn ændrede amtets afgørelse. Det betød, at manden ikke skulle betale for madfremstillingen.
Nævnet henviste til praksis om madfremstilling udmeldt i SM C-46-01.
Nævnet var enig med amtet i, at manden ikke personligt medvirkede ved madlavningen, men fandt ikke, at dette var afgørende, når maden blev lavet under medvirken af beboere i bofællesskabet.
Amtet klagede over nævnets afgørelse.
I klagen til Ankestyrelsen var det anført, at sagen var af principiel/generel betydning. Amtet vurderede ikke, at manden kunne deltage i kostforarbejdningen på noget plan, ej heller hvis han fik massiv hjælp til alle de opgaver, der var forbundet med kostfremstillingen, som anført i SM C-46-01, sag nr. 2.
Amtet vurderede ikke, at det faktum, at visse af de øvrige beboere deltog i kostfremstillingen sammen med personalet, kunne bevirke, at der ikke konkret i forhold til manden var tale om en madserviceordning, hvor der jf. servicelovens § 82, stk. 3 kunne indregnes et kostforarbejdningsbidrag.
Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om afgørelsen var i overensstemmelse med praksis udmeldt i SM C-46-01.