Principafgørelsen fastslår
Socialtilsynet fastsætter takster for godkendelse og takster for tilsyn, som opkræves hos de tilbud, der er nævnt i lov om socialtilsyn. Der gælder dog særlige regler for plejefamilier. Taksterne fastsættes som generelle takster differentieret efter tilbuddets størrelse.
Tillægstakst
Hvis et tilbud består af flere end to afdelinger, kan socialtilsynet træffe afgørelse om at pålægge tilbuddet en tillægstakst, hvis afdelingerne ligger på forskellige fysiske adresser.
Der er ikke krav om, at der en bestemt afstand mellem afdelingerne.
Hvilke omkostninger kan indgå i tillægstaksten?
Det er kun de omkostninger, der knytter sig til den geografiske afstand mellem afdelingerne, der kan indgå i tillægstaksten. Det kan eksempelvis være udgifter til kørsel, ekstra tidsforbrug til kørsel og lignende. Ved opgørelse af timetaksten kan socialtilsynet medtage udgifter til lokaler, administration samt andet overhead.
Omkostninger, der ikke har sammenhæng med afstanden mellem afdelingerne, kan ikke indgå i tillægstaksten. Socialtilsynet kan derfor ikke medregne udgifter til tilsynsbesøg, rapportskrivning og lignende ved fastsættelse af tillægstaksten. Det gælder, selv om der er brugt ekstra tid på de opgaver.
Omkostninger knyttet til to af tilbuddets afdelinger anses for at være indeholdt i den almindelige tilsynstakst. Det er derfor alene de omkostninger, der er forbundet med afstanden til den eller de afdelinger, der ligger ud over de to afdelinger, der kan indregnes i tillægstaksten. Udvælgelse af de to afdelinger, der er omfattet af den almindelige tilsynstakst, skal ske ud fra generelle og saglige kriterier.
I den konkrete sag havde socialtilsynet ret til at opkræve en tillægstakst. Socialtilsynet kunne dog ikke medtage omkostninger til tilsynsbesøg, forberedelse, rapportskrivning, dialogmøde og høringssvar ved fastsættelse af tillægstaksten.
Principafgørelsen præciserer, hvornår socialtilsynet kan opkræve en tillægstakst. Der er tale om en afklaring af, hvordan bestemmelsen om tillægstakster ved tilbud med flere end to afdelinger, der ikke er beliggende på samme fysiske adresse, skal fortolkes. Principafgørelsen har alene virkning for fremtiden.