Samrådet tilbagekaldte i juni 2010 ansøgerens godkendelse til at adoptere, da ansøgeren ikke længere kunne anses for egnet til at adoptere. Afgørelsen blev truffet efter godkendelsesbekendtgørelsens § 22, stk. 1, jf. Adoptionslovens § 25 a, stk. 2.Nævnet besluttede i august 2010 at stadfæste samrådets afgørelse.

Det fremgik af sagen, at ansøgeren selv havde fundet et barn på et børnehjem i et andet land.

Det fremgik også af sagen, at ansøgeren gentagne gange havde handlet i strid med klar og relevant vejledning af de danske myndigheder og den formidlende organisation, herunder om at vedkommende ikke burde forsøge at rejse til Danmark med barnet, samt at en adoption af barnet foretaget i barnets hjemland ikke ville blive anerkendt af de danske myndigheder.

Ansøgeren havde bl.a. i strid med modtaget vejledning ansøgt om og fået ”Legal Guardianship” over barnet samt adopteret barnet i dets hjemland.

Endelig fremgik det af sagen, at ansøgeren havde fået afslag på familiesammenføring med barnet samt afslag på privat fremmedadoption. Sidstnævnte afslag var begrundet i, at vedkommende ikke længere var godkendt til at adoptere.

Efterfølgende havde ansøgeren fået udstedt et turistvisum til barnet og var rejst ind i Danmark med barnet – også i klar strid med vejledning herom.

Nævnet lagde ved afgørelsen afgørende vægt på, at ansøgeren havde undladt at følge lovgivningen samt meget klar og relevant rådgivning herom. Tværtimod havde adoptanten fortsat adoptionsprocessen i et andet land på trods af vejledning om, at en adoption gennemført i et andet land ikke ville blive anerkendt i Danmark. Ansøgeren havde således konsekvent handlet i strid med faglig vejledning og rådgivning om en adoption af barnet. Ansøgeren havde herved skabt en meget usikker situation og fremtid for et lille barn, ikke mindst ved at bringe barnet fra dets hjemland til Danmark, uanset udtrykkelig vejledning fra de relevante institutioner om det modsatte.

Nævnet mente på denne baggrund, at ansøgeren ved sine handlinger fremtrådte styret af egne behov og uden tilstrækkelig evne til refleksion og indsigt i forhold til de særlige behov, som et adoptivbarn har, bl.a. på grund af de tidligere svigt et sådant barn havde oplevet. Alle adoptivbørn har oplevet smertelige tab. De har som minimum mistet deres mor, og de fleste har allerede mange gange i deres korte liv været udsat for tab af omsorgspersoner og mennesker, der har taget sig af dem. Dette stiller generelt særlige krav til adoptanters indsigt i og forståelse for et kommende adoptivbarns situation og de særlige problemer, der kan opstå ved enhver adoption. Det var nævnets opfattelse, at der ikke var tilstrækkelig sikkerhed for, at ansøgeren besad disse kvalifikationer, og det var derfor også tvivlsomt, om en adoption ville være til barnets bedste.