Samrådet besluttede i november 2010, at ansøgerne opfyldte betingelserne i fase 1 og meddelte samtidig aldersdispensation til et barn i alderen fra 24 måneder. Ansøgerne bad om dispensation til et barn i alderen fra 12 måneder. Nævnet besluttede i ja...
Samrådet besluttede i november 2010, at ansøgerne opfyldte betingelserne i fase 1 og meddelte samtidig aldersdispensation til et barn i alderen fra 24 måneder. Ansøgerne bad om dispensation til et barn i alderen fra 12 måneder. Nævnet besluttede i januar 2011 at stadfæste samrådets afgørelse.
Det fremgik af sagen, at ansøgerne var henholdsvis 37 og 47 år på ansøgningstidspunktet.
Eftersom den ene ansøger på ansøgningstidspunktet var fyldt 47 år, fandt nævnet ikke grundlag for at give ansøgerne aldersdispensation til et barn i alderen fra 12 måneder, da ansøgeren ville være 46 år ældre end barnet. Aldersforskellen mellem en ansøger og barnet beregnes altid med udgangspunkt i den yngste alder, barnet kan have. Den maksimale grænse på 45-46 års aldersforskel efter nævnets praksis indebærer, at den ældste ægtefælles alder maksimalt må overskride barnets alder med 45 år og 364 dage.
I forhold til statsforvaltningens sagsbehandling, opfyldte statsforvaltningens afgørelse efter nævnets opfattelse ikke fuldt ud forvaltningslovens krav til begrundelse af en afgørelse.
Efter forvaltningsloven skal en afgørelse være ledsaget af en begrundelse, medmindre afgørelsen giver modtageren fuldstændigt medhold (§ 22).
Det skal fremgå af begrundelsen for en afgørelse, hvilke retsregler m.v. afgørelsen er truffet efter. Når afgørelsen beror på et administrativt skøn, skal hovedhensynene også angives. Begrundelsen skal endvidere indeholde en kort redegørelse for de faktiske forhold, som har væsentlig betydning for afgørelsen (§ 24).
Det var nævnets opfattelse, at statsforvaltningen i højere grad burde have beskrevet aldersreglerne og baggrunden for, at ansøgerne ikke kunne få dispensation til et barn, der var yngre end 24 måneder.