Betinget forhåndstilsagn til salg af parkeringsanlæg uden udbud

03-06-2008

Aarhus Kommune ønskede at sælge et parkeringsanlæg til Realea uden offentligt udbud. Ejendommen skulle indgå i et større projekt om etablering af multimediehus og omdannnelse af De Bynære Havnearealer. Realdania ejede Realea, og det var en forudsætning for Realdanias støtte til projektet, at parkeringsanlægget blev overdraget til Realea.

Statsforvaltningen Midtjylland gav et forhåndssamtykke til salg uden offentligt udbud. Samtykket var betinget af, at kommunen tilvejebragte et plangrundlag for projektet efter planloven. Statsforvaltningen lagde vægt på, at Realdanias støtte var af afgørende betydning for projektet, og at kommunen havde en lovlig kommunal interesse i at overdrage ejendommen uden udbud. Statsforvaltningen vurderede, at parkeringsanlægget ikke ville blive solgt til en pris under markedsprisen.