En kommunes tilsyn med alment boligselskab

04-06-2008

En borger klagede over, at kommunalbestyrelsen i Albertslund Kommune ikke førte tilstrækkeligt tilsyn med driften af et alment boligselskab.

Borgeren klagede også over, at kommunen var inhabil, bl.a. fordi formanden for boligselskabets bestyrelse også var medlem af kommunalbestyrelsen.

Statsforvaltningen Hovedstaden afviste at rejse en tilsynssag. Statsforvaltningen vurderede, at det ikke ikke var sandsynliggjort, at en nærmere undersøgelse af sagen ville føre til en konstatering af, at Albertslund Kommune havde handlet i strid med regler, der påses af statsforvaltningen, herunder regler om inhabilitet og regler om tilsynet med almene boligselskaber. Om spørgsmålet om kommunens inhabilitet henviste statsforvaltningen også til, at der er lovhjemmel til, at et kommunalbestyrelsesmedlem kan være medlem af bestyrelsen for et boligselskab.