Aabenraa Kommune havde ved beregningen af bygningstilskud til privatinstitutioner ikke taget højde for, at der i kommunen var selvejende daginstitutioner.
Statsforvaltningen Syddanmark vurderede, at kommunens anvendte beregningsmetode vedrørende driftstilskuddet ikke var i strid med dagtilbudsloven. Statsforvaltningen vurderede endvidere, at kommunens administration af reglerne om bygningstilskud ikke havde været i overensstemmelse med lovgivningen, da tilbagefaldsreglen ikke fandt anvendelse, når der var selvejende daginstitutioner i kommunen. Statsforvaltningen havde imidlertid efter omstændighederne ingen bemærkninger til, at kommunen ikke foretog en efterregulering af det for meget udbetalte bygningstilskud.