Århus Kommune havde besluttet, at kommunen skulle være Fairtrade By. Dette indebar blandt andet en informationskampagne, og at kommunen ville signalere politisk støtte til fairtrade-sagen for at påvirke borgernes og virksomhedernes adfærd. Derudover havde kommunen forpligtet sig til, at 10 % af kommunens indkøb af kaffe var fairtrade.
Statsforvaltningen Midtjylland udtalte, at kommunens engagement i profileringen af fairtrade-varer med henblik på at støtte arbejds- og livsvilkår for arbejdere i f.eks. Mellemamerika faldt uden for de formål, som en kommune lovligt kan varetage. Statsforvaltningen fandt, at profileringen af fairtrade-varer var i strid med lokalitetsprincippet. Derudover fandt statsforvaltningen, at beslutningen om at signalere politisk støtte til sagen fairtrade indebar en overtrædelse af princippet om, at det er ulovligt for kommuner at komme med udenrigspolitiske tilkendegivelser.