Ankestyrelsens principafgørelse D-11-00

Lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel - lovbekendtgørelse nr. 147 af 2. marts 2000 - § 22, stk. 1, nr. 5

Lov om sygedagpenge - lov nr. 563 af 9. juni 2006 - § 27, stk. 1, nr. 4

Sagsfremstilling 1:

En selvstændig frisør kom den 21. september 1997 til skade med højre hånd ved et fald med cyklen. Hun var fuldt sygemeldt frem til den 29. oktober 1997 og var siden for det meste sygemeldt på halv tid.

Efter elektromyografi (EMG), som viste normale forhold, blev skadelidte den 5. juni 1998 henvist til artroskopi. Denne blev foretaget den 11. august 1998. Der blev herved påvist løshed i håndroden, men der var ikke umiddelbart andet behandlingstilbud end en stabiliserende bandage. Skadelidte var herefter fuldt sygemeldt indtil den 29. september 1998, hvorefter hun på ny genoptog arbejdet delvis.

Ifølge udskrivningskort af 20. november 1998 fra hospital var vurderingen, at skadelidte ikke foreløbig ville kunne varetage arbejde på fuld tid, i hvert fald ikke de næste 6 måneder. Forløbet måtte vise, om det herefter ville kunne lade sig gøre. Behandlingen på hospitalet blev dermed afsluttet.

Den almindelige varighedsbegrænsning indtrådte den 30. november 1998. Dagpengeperioden blev forlænget efter bestemmelsen i dagpengelovens § 22, stk. 1, nr. 2, og § 37, nr. 2, hvorefter dagpengeperioden kan forlænges, hvis den sygemeldte er under eller venter på lægebehandling, der må antages at kunne genskabe arbejdsdygtigheden inden for 26 uger. Af kommunens journalark fremgik, at begrundelsen for forlængelsen var, at skadelidte var under lægelig behandling med skinne.

I statusattest af 12. januar 1999 fra håndkirurgisk afsnit på hospitalet var det anført, at hvis der ikke var sket nogen bedring ved kontrolundersøgelse i den følgende måned, måtte tilstanden betragtes som kronisk, så skadelidte enten skulle anvende håndledsstabiliserende bandage eller få foretaget stivgøringsoperation af håndleddet. Begge dele ville medføre nedsat arbejdsevne som frisør. Det forventedes derfor ikke umiddelbart, at skadelidte kunne fuldtidsraskmeldes som frisør.

Den 12. april 1999 oplyste skadelidte til kommunen, at der havde været bedring de sidste halvanden måned, også når skinnen var af. Hun håbede og troede derfor, at hun ville kunne raskmeldes efter yderligere tid på deltid.

Sagsbehandleren oplyste i en samtale den 14. april 1999, at dagpengene ikke kunne forlænges yderligere efter dagpengelovens § 22, stk. 1, nr. 2. Kommunen fandt skadelidte berettiget til hjælp til revalidering og bad hende overveje dette. Skadelidte meddelte den 4. maj 1999, at hun ikke var interesseret i revalidering, men ønskede at satse på at fortsætte med sin salon.

Kommunen meddelte derefter i brev af 7. maj 1999, at skadelidte ikke var berettiget til dagpenge efter den 14. april 1999.

Nævnet ændrede kommunens afgørelse.

Nævnet begrundede afgørelsen med, at skadelidte havde en alvorlig lidelse, og der var udsigt til, at hun ville kunne genoptage arbejdet inden for yderligere 26 uger.

Det var nævnets opfattelse, at den skade, der var sket, kunne betragtes som alvorlig på grund af den langvarige behandling med de behandlingstilbud af forskellig art, skaden havde nødvendiggjort, og de indgribende følger, den havde haft for arbejdsdygtigheden.

Afgørelsen blev anket af kommunen med henblik på afklaring af rækkevidden af dagpengebekendtgørelsens § 38, nr. 1, idet det var socialforvaltningens opfattelse, at der ikke var tale om "alvorlig sygdom" i bekendtgørelsens forstand, og at der ikke "er udsigt til varig helbredelse". Subsidiært henvistes til retssikkerhedslovens § 69.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af rækkevidden af bekendtgørelsens § 38, nr. 1.

Ankestyrelsen fandt, at skadelidte ikke var berettiget til yderligere forlængelse af dagpengeperioden efter bestemmelsen i bekendtgørelsens § 38, nr. 1.

Begrundelsen var, at det på det tidspunkt, hvor kommunen skulle træffe afgørelse om hendes fortsatte ret til dagpenge, ikke med tilstrækkelig sikkerhed efter en lægelig vurdering kunne skønnes, at hun ville kunne genoptage normal erhvervsmæssig beskæftigelse inden for 26 uger efter den 31. maj 1999.

Ankestyrelsen lagde til grund, at der hverken i loven eller dens forarbejder er angivet retningslinier for, i hvilke tilfælde der kan ske forlængelse efter bestemmelsen i dagpengelovens § 22, stk. 1, nr. 5, og bekendtgørelsens § 38, nr. 1, om alvorlig sygdom, der kræver langvarig behandling.

Under behandlingen af lovforslaget i Folketinget anførte socialministeren i svar til Folketingets Socialudvalg, at det ikke var afgørende, hvilken sygdom, der var tale om, og der blev nævnt en række konkrete eksempler, der skulle betragtes som særlige tilfælde, der ville kunne give anledning til forlængelse udover 26 uger. Eksemplerne fremgår af punkt 142 i Ankestyrelsens vejledning til dagpengeloven af 18. september 1998.

Ankestyrelsen fandt derfor, at det afgørende for, om der kan ske forlængelse udover 26 uger er, om den sygemeldte, uanset sygdommens art, efter en lægelig vurdering skønnes at ville kunne genoptage erhvervsmæssig beskæftigelse inden for de følgende 26 uger.

Ankestyrelsen ændrede således nævnets afgørelse.

Sag nr. 2 - j. nr. 700009-00

Sagsfremstilling 2:

Skadelidte blev sygemeldt den 1. januar 1998. I perioden januar-juni 1998 blev skadelidte opereret 6 gange.

Der var tale om en banal lidelse, hvor der stødte komplikationer til.

På grund af tidligere sygdom indtrådte den almindelige varighedsbegrænsning for udbetaling af dagpenge den 31. december 1998. Kommunen forlængede dagpengeperioden flere gange i henhold til dagpengelovens § 22, stk. 1, nr. 2, og § 37, nr. 2, i dagpengebekendtgørelsen, hvorefter dagpengeperioden kan forlænges, når den pågældende er under eller venter på lægebehandling, der må antages at kunne genskabe arbejdsdygtigheden inden for 26 uger.

I maj måned blev skadelidte henvist til en plastikkirurgisk afdeling.

Kommunen standsede dagpengene fra den 1. juli 1999, hvor de 26 uger var gået.

Det sociale nævn tiltrådte kommunens afgørelse.

Nævnet begrundede afgørelsen med, at skadelidte havde fået dagpengeperioden forlænget med 26 uger fra den 1. januar 1999, idet det blev vurderet, at hun var under lægebehandling, som ville gøre hende arbejdsdygtig inden for denne periode.

Nævnet fandt, at skadelidte ikke var omfattet af personkredsen, der havde mulighed for forlængelse i yderligere 26 uger, idet dette kun gives i tilfælde af alvorlig sygdom som cancer, alvorlige forbrændinger og lignende, jf. bekendtgørelsens § 38 sammenholdt med lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel § 22, stk. 1, nr. 5.

Nævnet fandt videre, at dagpengeperioden heller ikke kunne forlænges, fordi revalidering var overvejende sandsynlig, idet det blev vurderet, at skadelidte ville kunne vende tilbage til sit erhverv.

I klagen til Ankestyrelsen anførte skadelidte bl.a., at hun var blevet opereret 7 gange med meget kort tids mellemrum og havde været ca. 20 gange i fuld narkose og fået renset op i såret m.v. ca. 13 gange inden for et halvt år. Hun havde således ligget på hospital i ca. 60 døgn og havde derudover været på ambulatoriet ca. en gang pr. uge/14 dag samt haft hjemmesygeplejerske i 3 måneder efter operationen i juni 1998 samt 2 gange dagligt siden den seneste operation på plastiskkirurgisk afdeling i oktober 1999.

Skadelidte gjorde endvidere gældende, at hun mente, at hun var omfattet af personkredsen, jf. dagpengelovens § 22, stk. 1, nr. 5, og § 38, nr. 1, i dagpengebekendtgørelsen med henvisning til, at sygdommen havde krævet ekstraordinært langvarig behandling med gentagne operationer. Det anførtes endvidere, at det i forklaringen til bekendtgørelsens § 38, nr. 1, ikke er nævnt som et krav for forlængelse i yderligere 26 uger, at der skal være tale om en livstruende alvorlig sygdom. Derimod nævner forklaringen gentagne operationer.

Skadelidte henviste endvidere til bekendtgørelsens § 39, hvorefter der kan ses bort fra den periode, hvor den pågældende venter på behandling på offentligt sygehus.

Sagen er blevet behandlet i principielt møde med samme formål som sag nr. 1.

Sagen hjemvistes til kommunen til vurdering af, om skadelidte på tidspunktet for standsningen af dagpengene den 1. juli 1999 efter en lægelig vurdering skønnedes at ville kunne genoptage erhvervsmæssig beskæftigelse inden for de følgende 26 uger, bortset fra ventetid på behandling på offentligt sygehus.

Sagen blev vurderet efter samme generelle retningslinier som sag nr. 1.