Ankestyrelsens principafgørelse U-15-01

Lov om sikring mod følger af arbejdsskade - lovbekendtgørelse nr. 943 af 16. oktober 2000 - § 9, nr. 4, § 10, stk. 1, nr. 1 og § 10, stk. 1, nr. 2

Kong Christian Den Femtes Danske Lov - Lov af 15. april 1683 -

Lov om erstatning til skadelidte værnepligtige m.fl. - lov nr. 80 af 8. marts 1978 - § 1

Note:

Aktstykket 90, Folketinget 2010-11, giver mulighed for at yde særlig kompensation til tilskadekomne, hvis krav er forældet efter Danske Lov 5-14-4.

Sagsfremstilling 1:

Sag nr. 1 - 106169-00

Sagen vedrørte anerkendelse af en hørenedsættelse hos en nu 70-årig mand. Efter det oplyste var lidelsen forårsaget af arbejde som montør i årene 1964 til 1976. Manden forlod herefter arbejdsmarkedet på grund af en blodprop. Siden havde han ikke været udsat for støj.

I anmeldelsen af 17. december 1999 var det oplyst, at hørenedsættelsen skyldtes voldsom kraftig støj i flere ansættelsesforhold frem til 1976. Manden havde oplyst, at hørenedsættelsen var opstået i årene 1964 til 1970, og at han endvidere var generet af tinnitus. I forbindelse med en audiologisk speciallægeundersøgelse af 27. marts 2000 oplyste manden, at han bemærkede hørenedsættelsen i 1985, og at lidelsen først havde givet væsentlige gener indenfor det seneste år. Undersøgelsen viste, at manden havde en meget beskeden misforståelsesprocent i ro, men en betydelig misforståelsesprocent i støj. Lægen vurderede, at hans høre- og kommunikationshandicap begge var 0-1. Manden fik høreapparat i januar 2000. I forbindelse med partshøring over den audiologiske speciallægeerklæring erklærede manden sig uenig i vurderingen af høre- og kommunikationshandicappet, idet han anførte, at begge handicap var mindst 2.

Arbejdsskadestyrelsen fandt, at mandens hørenedsættelse ikke opfyldte anerkendelsesbetingelserne i bekendtgørelsen om fortegnelse over erhvervssygdomme § 2, bilag 1, gruppe E, pkt. 3, fordi der på det foreliggende grundlag ikke var påvist en støjbetinget hørenedsættelse. Arbejdsskadestyrelsen lagde ved afgørelsen vægt på, at der var et misforhold mellem det selvvurderede audiologiske hørehandicap og toneaudiogrammet på den ene side, og de målte værdier på den anden side. Arbejdsskadestyrelsen var derfor enig i vurderingen i speciallægeerklæringen, hvorefter den konstaterede hørenedsættelse skyldtes overdrivelse fra mandens side.

Ankestyrelsen fandt, at mandens eventuelle krav på erstatning for en arbejdsbetinget hørenedsættelse var forældet efter den 20 årige forældelsesregel i Danske lov 5-14-4. Han kunne derfor ikke få erstatning eller andre ydelser efter lov om sikring mod følger af arbejdsskade.

Begrundelsen for afgørelsen var, at der var gået mere end 20 år mellem ophøret af udsættelse for støj på arbejdet og anmeldelsen af kravet til Arbejdsskadestyrelsen. Der var ingen oplysninger om afbrydelse af forældelsesfristen.

Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen vægt på, at hørenedsættelsen i følge mandens egne oplysninger skyldtes udsættelsen for støj på arbejdet i årene 1964 til 1976, hvor han forlod arbejdsmarkedet. Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på, at hans krav blev anmeldt til Arbejdsskadestyrelsen i 1999.

Ankestyrelsen fandt, at den 20 årige forældelsesfrist som udgangspunkt var en absolut frist, men at forældelsesfristen i særlige tilfælde kunne suspenderes.

Ankestyrelsen fandt ikke grundlag for at suspendere forældelsesfristen i mandens sag.

Ankestyrelsen lagde ved denne vurdering vægt på, at støjbetingede hørelidelser objektivt opstår i nær tilknytning til støjudsættelsen. Endvidere lagde Ankestyrelsen vægt på, at manden efter det oplyste flere gange i perioden 1973 til 1985 havde haft kontakt med ørelæger og egen læge om høreproblemerne. Han havde således på ingen måde været forhindret i at anmelde lidelsen inden forældelsesfristens udløb.

Ankestyrelsen bemærkede, at eftersom kravet var forældet, var speciallægens vurdering af hørehandicappet og mandens egne oplysninger herom uden betydning for spørgsmålet om anerkendelse.

Ankestyrelsen tiltrådte således med denne begrundelse Arbejdsskadestyrelsens afgørelse.

___________________________________________________________________________

Sagsfremstilling 2:

Sag nr. 2 - 105120-00

Sagen vedrørte anerkendelse af en ryglidelse hos en nu 58-årig mand. Manden havde oplyst, at han under aftjening af værnepligt i årene 1962 til 1964 havde pådraget sig en ryglidelse. Manden erkendte lidelsen en morgen i 1963, og han var indlagt på militærhospital i den forbindelse. Efter tjenestens afslutning modtog han behandling for lidelsen. Som årsag til lidelsen anførte manden bl.a., at han havde arbejde på depot med tungt rygbelastende arbejde en del af militærtiden. Han anmeldte ryglidelsen til Arbejdsskadestyrelsen den 11. november 1999.

Arbejdsskadestyrelsen fandt, at lidelsen ikke var omfattet af loven. Der blev lagt vægt på, at der var gået mere end 20 år fra aftjeningen af værnepligt i årene 1962 til 1964 til sagen blev anmeldt i 1999. Arbejdsskadestyrelsen fandt herefter, at sagen var forældet efter dansk rets almindelige 20 årige forældelsesregel, jf. Danske lov 5-14-4.

I klagen anførte skadelidte bl.a., at han flere gange havde søgt erstatning for lidelsen. Han havde således rejst sagen overfor Direktoratet for Ulykkesforsikringen i 1963, men fik afslag på erstatning. Herefter havde han rejst sagen flere gange, senest i 1974 overfor chefen for Flyvevåbenet. Han mente ikke, at det kunne have betydning, at arbejdsgiveren havde været staten.

Ankestyrelsen fandt, at mandens eventuelle krav på erstatning for en ryglidelse, der angiveligt skyldtes rygbelastninger under aftjening af værnepligt, var forældet efter den 20 årige forældelsesregel i Danske lov 5-14-4.

Begrundelsen for afgørelsen var, at der var gået mere end 20 år mellem ophøret af værnepligten og anmeldelsen af kravet til Arbejdsskadestyrelsen, og at der var gået mere end 20 år, siden forældelsesfristen efter det oplyste senest var afbrudt.

Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen lagt vægt på mandens oplysninger, hvorefter ryglidelsen opstod i tilknytning til aftjening af værnepligt i årene 1962-1964. Der blev endvidere lagt vægt på, at han rejste sagen overfor Direktoratet for Ulykkesforsikringen i 1963 og oplysningen om, at han senest rejste et erstatningskrav overfor chefen for Flyvevåbenet i 1974. Der forelå ingen oplysninger om efterfølgende påmindelse til forsvaret om fordringens eksistens. Han anmeldte kravet til Arbejdsskadestyrelsen i 1999.

Den 20 årige forældelsesfrist i Danske lov 5-14-4 skulle således senest regnes fra 1974, hvilket betød, at mandens krav blev forældet i 1994.

Ankestyrelsen bemærkede, at det var uden betydning for forældelsesspørgsmålet, at staten var arbejdsgiver. Endvidere blev det bemærket, at eventuelle andre krav på erstatning efter lov om værnepligtige m. fl. på baggrund af ryglidelsen ligeledes var forældede.

Ankestyrelsen tiltrådte således Arbejdsskadestyrelsens afgørelse.

Sagsfremstilling 3:

Sag nr. 3 - 106839-00

Sagen vedrørte anerkendelse af hvide fingre hos en nu 62-årig mand. Lidelsen var efter det oplyste forårsaget af arbejde med håndholdt vibrerende værktøj i årene 1963 til 1978. Manden overgik i 1978 til administrativt arbejde. Lidelsen blev anmeldt til Arbejdsskadestyrelsen den 27. januar 1999.

I følge speciallægeerklæring af 14. oktober 1999 havde manden oplyst, at han siden 1953 havde været ansat en række steder, og at han i perioden 1959 til 1978 havde arbejdet som VVS-montør. Arbejdet havde indebåret håndtering af vibrerende værktøj i gennemsnitligt mindst et par timer om dagen. Fra 1978 havde han været ansat som faglig sekretær med kontoropgaver.

Lidelsen opstod omkring midten af 70'erne. Manden observerede da, at når han havbadede, fik han anfald af hvide fingre. Der var anfald på begge hænder. Han havde på undersøgelsestidspunktet fortsat anfald med daglige gener om vinteren, mens der om sommeren kun var tale om anfald i forbindelse med havbadning, arbejde i haven og når fingrene blev våde. Der var endvidere navnligt gener, når han foretog opmåling til akkordarbejde på forskellige arbejdspladser. Ved den objektive undersøgelse blev hvide fingre påvist. Den undersøgende speciallæge konkluderede, at manden havde hvide fingre, at han havde været relevant eksponeret, og at lidelsen på baggrund af oplysningerne om debuttidspunktet måtte anses for arbejdsbetinget.

Arbejdsskadestyrelsen fandt, at mandens eventuelle krav efter lov om sikring mod følger af arbejdsskade var forældet efter Danske lov 5-14-4. Det betød, at han ikke havde ret til erstatning.

Arbejdsskadestyrelsen lagde ved afgørelsen vægt på, at der var forløbet mere end 20 år fra lidelsens debut til anmeldelsen af lidelsen. Arbejdsskadestyrelsen fandt, at forældelsesfristen efter Danske lov 5-14-4 som udgangspunkt var en absolut frist. Det forhold, at manden fortsat havde gener, kunne ikke suspendere fristen.

I klagen anførte mandens faglige organisation bl.a., at han i mange år forud for lidelsens debut i midten af 70'erne havde været udsat for vibrerende værktøj. Da lidelsen var almindelig indenfor erhvervet, havde manden ikke tænkt nærmere over, at der var tale om en arbejdsbetinget sygdom. Den faglige organisation mente, at forudsætningen for, at en 20 årig forældelsesfrist kunne anvendes, måtte være, at de sikrede var klar over, at de havde en arbejdsbetinget sygdom. Endvidere blev det anført, at manden ikke ville have fået noget ud af at anmelde lidelsen i 70'erne, da Arbejdsskadestyrelsen ikke anerkendte hvide fingre på det tidspunkt. Den faglige organisation fandt, at Arbejdsskadestyrelsens afgørelse var klart urimelig, og at sagen om nødvendigt ville blive forfulgt ved domstolene.

Ankestyrelsen fandt, at mandens eventuelle krav på erstatning for en arbejdsbetinget lidelse i form af hvide fingre var forældet efter den 20 årige forældelsesregel i Danske lov 5-14-4. Han kunne derfor ikke få erstatning eller andre ydelser efter lov om sikring mod følger af arbejdsskade.

Begrundelsen for afgørelsen var, at der var gået mere end 20 år mellem lidelsens opståen og anmeldelsen af kravet til Arbejdsskadestyrelsen. Der var ingen oplysninger om afbrydelse af forældelsesfristen.

Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen vægt på mandens oplysninger til speciallægen, hvorefter lidelsen i form af hvide fingre debuterede i midten af 70'erne. Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på, at lidelsen blev anmeldt til Arbejdsskadestyrelsen den 27. januar 1999.

Ankestyrelsen fandt således, at den 20 årige forældelsesfrist i dette tilfælde skulle regnes fra lidelsens debut, idet samtlige faktuelle omstændigheder, der begrundede det mulige krav, forelå på dette tidspunkt. Kravet var derfor stiftet på dette tidspunkt.

Ankestyrelsen fandt, at forældelsesfristen i Danske lov 5-14-4 som udgangspunkt var absolut, men at fristen dog kunne suspenderes i helt særlige tilfælde.

Ankestyrelsen fandt ikke grundlag for suspension af fristen i dette tilfælde. Ankestyrelsen lagde i den forbindelse vægt på, at kravet havde eksisteret siden midten af 70'erne. Det forhold, at manden ikke havde været klar over sammenhængen mellem lidelse og arbejde, kunne ikke begrunde suspension.

Ankestyrelsen bemærkede, at lidelsen hvide fingre i forbindelse med højfrekvente vibrationer havde været omfattet af fortegnelsen over erhvervssygdomme siden den første bekendtgørelse herom fra 1976. Der havde således i hvert fald på dette tidspunkt været mulighed for anerkendelse af lidelsen efter de gunstige beviskrav, der gælder for lidelser, der er optaget på fortegnelsen.

Ankestyrelsen tiltrådte således med denne begrundelse Arbejdsskadestyrelsens afgørelse.