Ankestyrelsens principafgørelse U-35-03

Lov om sikring mod følger af arbejdsskade - lovbekendtgørelse nr. 943 af 16. oktober 2000 - § 20

Den 23. august 1983 forløftede sikrede sig under sit arbejde som dropskoger på A/S N. Det blev senere konstateret, at han havde pådraget sig en diskusprolaps, som han blev opereret for i 1983 og 1984. Med virkning fra den 1. september 1985 blev han tildelt højeste førtidspension. I 1988 indgav han en anmeldelse til Sikringsstyrelsen om arbejdsbetingede lidelser i form af tiltagende lænde- og skuldersmerter i flere år. I forbindelse med sagens behandling anmodede sikredes forbund i juni 1989 om, at ryglidelsen blev behandlet som et ulykkestilfælde, og at der blev dispenseret for anmeldelsesfristen i den dagældende arbejdsskadeforsikringslovs § 19 (nu § 20). Arbejdsskadestyrelsen afviste i januar 1991 anmeldelsen som for sent anmeldt, og afgørelsen blev tiltrådt af sagsøgte, Den Sociale Ankestyrelse, i august 1991. I 1997 anmodede sagsøgeren om, at sagen blev taget op til fornyet behandling, hvilket Arbejdsskadestyrelsen afslog i september 1997. Ankestyrelsen tiltrådte den 22. januar 1998 Arbejdsskadestyrelsens afgørelse.

Sikrede indbragte sagen for retten

Østre Landsret afsagde følgende dom:

De lægelige oplysninger indeholdt i de første år efter sikredes tilskadekomst kun meget kortfattede beskrivelser af det, der skete den 23. august 1983. Den første mere detaljerede beskrivelse af det skete fremgik af overlæge Ms erklæring af 16. december 1988 og svarede i alt væsentligt til den forklaring, som sikrede havde afgivet under domsforhandlingen. Herefter og efter vidnet T og Rs forklaring lagdes det om hændelsesforløbet den 23. august 1983 til grund, at sikrede var ved at løfte 50 kg tunge sukkersække fra en palle over på en vogn, hvor han skulle skære dem op, mens de hvilede på vognkanten. Da han løftede den 9. eller 10. sæk fra pallen og ville lægge den på vognkanten, flyttede vognen sig, og han måtte for at undgå at få sækken ned over benene gribe fat i den, mens han drejede sig, hvilket medførte, at han i det samme mærkede et knæk i ryggen og fik voldsomme smerter.

Ved det beskrevne hændelsesforløb fandtes det godtgjort, at arbejdsprocessen fik et uønsket og uventet forløb, som medførte en pludselig, kraftig belastning af sagsøgerens ryg. Landsretten fandt derfor, at der er overgået sikrede et ulykkestilfælde efter arbejdsskadeforsikringslovens § 9, nr. 1. Sagsøgeren blev behandlet på skadestuen umiddelbart efter sin tilskadekomst. Han blev den følgende dag indlagt på sygehuset og blev cirka en måned senere opereret for en diskusprolaps. Han var kun i stand til at genoptage sit arbejde i meget begrænset omfang efter tilskadekomsten og blev i august 1986 tilkendt højeste førtidspension med virkning fra den 1. september 1985. Arbejdsulykken havde således en markant indvirkning på sagsøgerens tilværelse. Ulykkestilfældet kunne tidligst anses for anmeldt i marts 1988 - mere end 4 1/2 år efter dets indtræden og cirka 2 år efter, at der var indgivet anmeldelse om et ulykkestilfælde i 1978, som havde medført en skulderlidelse. Under de omstændigheder fandt landsretten, at der ikke var særlig grund til at se bort fra den 1-årige anmeldelsesfrist i den dagældende arbejdsskadeforsikringslovs § 19.