Ankestyrelsens principmeddelelse 49-19

Principmeddelelsen er en omskrivning af den tidligere C-27-03.

Principmeddelelsen indeholder ikke noget nyt. Den praksis, som Ankestyrelsen tidligere har slået fast principielt, gælder således fortsat på tidspunktet for offentliggørelsen af denne principmeddelelse.

Love og bekendtgørelser

Lov om social service, senest bekendtgjort i lovbekendtgørelse nr. 798 af 7. august 2019.

• § 68 b, stk. 1 om valg af anbringelsessted

• § 69, stk. 2 og stk. 3 om ændring af anbringelsessted og fremgangsmåden i forbindelse hermed

Praksis

Følgende principmeddelelser gælder stadig:

• 3-16 om ændring af anbringelsessted uden samtykke, krav til indstilling til børn og unge-udvalget med videre.

Kasserede:

Principmeddelelsen er en omskrivning af følgende tidligere principmeddelelse, som herefter ikke længere gælder (historisk). Praksis er indarbejdet i denne meddelelse:

• C-27-03 om valg af nyt anbringelsessted som følge af udefra kommende begivenheder.

Vejledninger

Vi har også anvendt Vejledning nr. 9142 af 26. februar 2019 om indsatser og særlig støtte til børn og unge og deres familier

• Pkt. 463 om valg af nyt anbringelsessted som følge af udefra kommende begivenheder

De konkrete afgørelser, der dannede grundlag for den tidligere principmeddelelse

Sag nr. 1 – tidligere principmeddelelse C-27-03, j.nr. 3500502-02

Følgende lov blev anvendt, da principafgørelsen blev truffet:

Lov om social service som offentliggjort i lovbekendtgørelse nr. 755 af 9. september 2002

• § 55 og § 122, stk. 1 om valg af anbringelsessted og klageadgang.

Afgørelse:

Barnet var anbragt uden for hjemmet med samtykke fra forældremyndighedsindehaver. Tilsynet med opholdsstedet blev udført af en familiepleje, som havde kontrakt med opholdsstedet om, at tilsynet med alle børn på opholdsstedet blev udført af familieplejen. Denne bestemmelse var også indføjet i kontrakten mellem den anbringende kommune og opholdsstedet. Moderen flyttede til en anden kommune, som ønskede at udøve tilsynet med en af kommunen ansat kurator, og som derfor opsagde familieplejen. Opholdsstedets reaktion herpå var, at de ikke kunne have barnet boende, når familieplejen ikke kunne udøve tilsynet med barnet. Kommunen opsagde herefter plejeforholdet. Barnet kunne dog forblive på opholdsstedet under sagens fortsatte behandling.

Moderen havde ikke givet samtykke til flytningen og klagede til det sociale nævn over afgørelsen om flytning.

Ved afgørelsen lagde nævnet til grund, at kommunen havde opsagt anbringelsesforholdet med opholdsstedet, og at nævnet ikke havde kompetence til at tage stilling til denne opsigelse, da der var tale om et aftaleretligt forhold.

Endvidere fremgår det af nævnets afgørelse, at kommunens opsigelse af anbringelsesforholdet imidlertid medførte, at der måtte ske en ændring af anbringelsesstedet for barnet, og at barnet således skulle flyttes fra opholdsstedet.

En flytning til et andet anbringelsessted kunne iværksættes, hvis flytningen var nødvendig som følge af udefra kommende begivenheder, såsom lukning af et opholdssted.

En flytning til et andet anbringelsessted kunne også iværksættes, hvis flytningen var bestemt af det formål, der søgtes opnået ved anbringelsen af barnet eller den unge. I så fald skulle forældremyndighedsindehaveren give samtykke til flytningen. Hvis der ikke kunne opnås samtykke til ændret anbringelsessted, fulgte det af servicelovens § 55, stk. 3, at anbringelsesstedet kun kunne ændres, hvis Børn og unge-udvalget traf afgørelse om, at anbringelsesgrundlaget efter lovens § 42 var opfyldt. Flytningen kunne i disse tilfælde ikke iværksættes, før Børn og unge-udvalgets afgørelse forelå.

I den foreliggende sag havde den politiske beslutning i kommunen, om at tilsyn med plejeforhold skulle udøves af kuratorer ansat af kommunen, foranlediget opsigelse af såvel aftalen om familieplejens tilsyn med barnet som aftalen om barnets anbringelse på opholdsstedet. Opsigelserne beroede således ikke på udefra kommende forhold eller på barnets forhold.

Nævnet fandt derfor, at en flytning af barnet til et andet opholdssted alene med henvisning til den varslede opsigelse af anbringelsesforholdet med opholdsstedet ikke var i overensstemmelse med reglerne i serviceloven om ændring af anbringelsesstedet.

Kommunen klagede til Ankestyrelsen og anførte bl.a., at nævnet ikke kunne bestemme, at anbringelsesstedet ikke kunne ændres, uden at sagen blev forelagt Børn og unge-udvalget til prøvelse af om anbringelsesgrundlaget efter servicelovens § 42 var opfyldt. Dette forhold henhørte under kommunens bistandsudøvelse, hvor nævnet ikke havde kompetence.

Kommunen henviste herved bl.a. til baggrunden for flytningen, hvor kommunen ønskede ændring i tilsynet, således at kommunen selv førte tilsynet med barnets forhold, at kommunen ikke var bundet af en aftale mellem opholdsstedet og en plejehjemsforening om varetagelse af tilsynet, og at opholdsstedet ikke ønskede at give kommunen adgang til at føre tilsynet, hvilket fik kommunen til at opsige anbringelsesaftalen med henblik på at flytte barnet til et anbringelsessted, hvor tilsynet kunne udøves.

Endelig henviste kommunen til SM C-12-00 og SM C-19-00.

Sagen blev behandlet på principielt møde med henblik afklaring af, om nævnet havde kompetence til at behandle en klage over en flytning af et anbragt barn, hvor flytningen alene sås at være begrundet i uoverensstemmelser mellem kommunen og opholdsstedet om kontraktmæssige forhold, herunder uenighed om, hvem der skulle føre tilsynet med barnets forhold på opholdsstedet.

Hvis Ankestyrelsen vurderede, at nævnet havde kompetence til at behandle sagen, ville sagen endvidere blive behandlet med henblik på afklaring af, om flytning af barnet uden samtykke fra forældremyndighedsindehaveren kun kunne foretages, hvis Børn og unge-udvalget traf afgørelse om, at anbringelsesgrundlaget efter servicelovens § 42 var opfyldt.

Ankestyrelsen fandt, at nævnet havde kompetence til at behandle sagen.

Begrundelsen var, at nævnet har kompetence til at vurdere, om kommunens beslutning om flytning af barnet er en beslutning efter servicelovens § 55, stk. 1, som kan påklages til nævnet efter lovens § 122, stk. 1.

Det var desuden Ankestyrelsens opfattelse, at afgørelse om, hvorvidt sagen skal forelægges for Børn og unge-udvalget, er af så væsentlig betydning, at spørgsmålet af retssikkerhedsmæssige hensyn bør kunne prøves i det sociale nævn.

Ankestyrelsen fandt endvidere, at sagen forud for flytningen af barnet ikke skulle have været forelagt Børn og unge-udvalget.

Begrundelsen var, at flytningen ikke var omfattet af servicelovens § 55, stk. 2 og 3, jf. stk. 1. Efter praksis gælder kravet om, at sagen skal forelægges Børn og unge-udvalget i de situationer, hvor flytningen må anses nødvendig under hensyn til formålet med anbringelsen. Hvis der er tale om flytninger, som bliver nødvendige på grund af udefra kommende begivenheder, skal sagen ikke forelægges for Børn og unge-udvalget.

Flytningen af barnet var en konsekvens af, at opholdsstedet ikke ville acceptere, at det ikke længere var familieplejen, som udførte tilsynet med opholdsstedet. Beslutning om, at tilsynet skulle udføres af personale ansat af kommunen, havde ikke sammenhæng med formålet med anbringelsen af barnet. Uanset at flytningen er en konsekvens af en beslutning truffet i kommunen, må den i forhold til servicelovens § 55, stk. 3, jf. stk. 1, anses som en udefra kommende begivenhed.

Flytning af barnet kunne således have været foretaget, uden at sagen skulle forelægges for Børn og unge-udvalget.

Ankestyrelsen ændrede således det sociale nævns afgørelse.

Sag nr. 2 – tidligere principmeddelelse C-27-03, j.nr. 3500133-03

Følgende lov blev anvendt, da principafgørelsen blev truffet:

Lov om social service som offentliggjort i lovbekendtgørelse nr. 755 af 9. september 2002

• § 55 og § 122, stk. 1 om valg af anbringelsessted og klageadgang.

Afgørelse:

2 børn var med samtykke fra indehaveren af forældremyndigheden anbragt i en plejefamilie. Plejeforældrene modtog 8 x plejevederlag for begge børn og havde begge arbejde uden for hjemmet. Kommunen, som havde overtaget sagen i forbindelse med ændring af forældremyndigheden, meddelte plejefamilien, at det ikke kunne accepteres, at de fortsat havde arbejde. Plejeforældrene afviste at opsige deres jobs, og kommunen opsagde herefter plejeforholdet og orienterede samtidig forældremyndighedsindehaveren herom. Af begrundelsen for afgørelsen fremgik, at børnenes store behov for omsorg og støtte krævede, at begge plejeforældre var til stede i hjemmet i størst muligt omfang. Det var derfor kommunens vurdering at arbejde uden for hjemmet ikke var foreneligt med denne plejeopgaves omfattende karakter.

Forældremyndighedsindehaveren klagede over kommunens afgørelse om flytning. Under sagens behandling meddelte han dog samtykke til anbringelsen.

Nævnet hjemviste sagen med henblik på, at Børn og unge-udvalget skulle træffe afgørelse om anbringelse.

Nævnet fandt, at der var tale om ændring af opholdssted efter servicelovens § 55, stk. 2. Nævnet lagde herved vægt på, at plejefamilien, ifølge det til sagen oplyste, fortsat var godkendt som plejefamilie, og at ændringen af opholdsstedet skyldes kommunens krav om, at plejeforældrene ikke havde bijobs.

Ændring af anbringelsessted krævede således forældremyndighedsindehaverens samtykke. Da han på det tidspunkt ikke havde givet samtykke til ændringen af anbringelsesstedet, kunne anbringelsesstedet kun ændres ved, at der træffes afgørelse efter § 42.

Kommunen klagede over afgørelsen og anførte, at den ikke mente, at uenighed mellem plejefamilie om arbejds- og lønforhold og den heraf følgende opsigelse af plejefamilien skulle medføre, at det var nødvendigt at få samtykke fra indehaveren af forældremyndigheden, når børnene som konsekvens af opsigelsen skulle flyttes.

Efter nævnet havde truffet afgørelse gav indehaveren af forældremyndigheden samtykke til ændringen af anbringelsesstedet, således at sagen ikke skulle forelægges Børn og unge-udvalget.

Sagen blev behandlet på principielt møde med henblik på afklaring af, om nævnet havde kompetence til at behandle en klage over en flytning af et anbragt barn, hvor flytningen alene var en konsekvens af en opsigelse af plejeforholdet.

Hvis Ankestyrelsen vurderede, at nævnet havde kompetence til at behandle sagen, ville sagen endvidere blive behandlet med henblik på afklaring af, om flytning af børnene uden samtykke fra forældremyndighedsindehaveren kun kunne foretages efter iagttagelse af reglerne om flytning i servicelovens § 55, stk. 2 og 3, jf. stk. 1. Efter disse bestemmelser skal Børn og unge-udvalget ved flytning træffe afgørelse om, hvorvidt anbringelsesgrundlaget efter servicelovens § 42 er opfyldt.

Ankestyrelsen fandt, at nævnet havde kompetence til at behandle sagen.

Begrundelsen var, at nævnet har kompetence til at vurdere, om kommunens beslutning om flytning af barnet er en beslutning efter servicelovens § 55, stk. 1, som kan påklages til nævnet efter lovens § 122, stk. 1.

Det var desuden Ankestyrelsens opfattelse, at afgørelse om, hvorvidt sagen skal forelægges for Børn og unge-udvalget, er af så væsentlig betydning, at spørgsmålet af retssikkerhedsmæssige hensyn bør kunne prøves i det sociale nævn.

Ankestyrelsen fandt endvidere, at sagen forud for flytning af børnene skulle have været forelagt Børn og unge-udvalget.

Begrundelse er, at efter servicelovens § 55, stk. 2 og 3, jf. stk. 1, gælder kravet om at sagen skal forelægges Børn og unge-udvalget, de situationer, hvor flytningen må anses nødvendig under hensyn til formålet med anbringelsen.

Hvis der er tale om flytninger, som bliver nødvendige på grund af udefra kommende begivenheder, skal sagen ikke forelægges for Børn og unge-udvalget.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at det af kommunens begrundelse for opsigelse af plejefamilien fremgår, at børnenes store behov for omsorg og støtte krævede, at begge plejeforældre var til stede i hjemmet i størst muligt omfang. Det var derfor kommunens vurdering at arbejde uden for hjemmet ikke var foreneligt med denne plejeopgaves omfattende karakter. Plejefamilien havde forud for opsigelsen afvist kommunens anmodning om at opsige deres jobs uden for hjemmet.

Det er herved Ankestyrelsens opfattelse, at der er en sådan sammenhæng mellem baggrunden for opsigelsen af plejeforældrene og børnenes behov for omsorg og støtte i hjemmet, at den særlige procedure for flytning uden samtykke fra forældremyndighedsindehaveren i servicelovens § 55, stk. 3, skulle have fundet anvendelse forud for flytningen.

Ankestyrelsen tiltrådte således det sociale nævns afgørelse.

Sagen skulle dog ikke forelægges Børn og unge-udvalget, idet indehaveren af forældremyndigheden efterfølgende havde meddelt samtykke til ændringen af opholdsstedet, således at sagen ikke skulle behandles i Børn og unge-udvalget.