Du kan dog arbejde med psykologfaglige opgaver i Danmark uden anerkendelsen, så længe du ikke bruger den danske titel ”psykolog”. Du kan i stedet bruge titlen på dit udenlandske eksamensbevis.
For at få anerkendt dine udenlandske kvalifikationer i psykologi skal du have opnået de kompetencer, man opnår ved at gennemføre den danske cand.psych.-uddannelse. Ved vurderingen inddrages hensyn til både din(e) uddannelse(r) i psykologi og den eventuelle erhvervserfaring, du måtte have opnået efter bestået kandidateksamen.
Sådan søger du om anerkendelse af udenlandske kvalifikationer
1. Du skal udfylde og indsende ansøgningsskemaet sammen med dokumentation for følgende:
- Navn, fødselsdato og statsborgerskab (fx kopi af relevante sider fra pas)
- Eventuel navneforandringsattest eller vielsesattest og oversættelse heraf, hvis dit navn er ændret i forhold til det, der står i dokumenterne
- Kvalifikationer (kopier af originale dokumenter):
- Eksamensbevis(er) på originalsproget for hver uddannelse, som du ønsker inddraget i vurderingen
- Karakterudskrift(er), transcript eller lignende liste over gennemførte fag på originalsproget for hver uddannelse, som du ønsker inddraget i vurderingen
- Oversættelse af eksamensbevis(er) til dansk eller engelsk, hvis dokumenterne ikke er på dansk, norsk, svensk, engelsk eller tysk
- Oversættelse af karakterudskrift(er), transcript eller lignende liste over gennemførte fag til dansk eller engelsk, hvis dokumenterne ikke er på dansk, norsk, svensk, engelsk eller tysk
- Fagbeskrivelser og studieordning (kan være resume) på engelsk eller dansk
- Dokumentation for, at du er fuldt ud kvalificeret til at udøve psykologerhvervet i hjemlandet/uddannelseslandet og lovligt kan udføre erhverv som psykolog i hjemlandet/uddannelseslandet
- Eventuel erhvervserfaring som psykolog efter bestået kandidateksamen
- Dokumentation for, at du har udøvet psykologerhvervet i mindst to år i løbet af de seneste ti år i dit hjemland, hvis dit erhverv ikke er lovreguleret i hjemlandet/uddannelseslandet
- Eventuel kopi af tidligere vurdering af din uddannelse/erhvervsmæssige kvalifikationer i Danmark eller i udlandet.
Du kan læse mere i ansøgningsskemaet om kravene til dokumentationen.
Send ansøgning om anerkendelse
Sådan behandler Psykolognævnet din ansøgning
Det er som udgangspunkt Psykolognævnets sekretariat, der træffer afgørelse i sager om anerkendelse af udenlandske kvalifikationer.
- Sekretariatet kvitterer for at have modtaget din ansøgning og informerer om den aktuelle sagsbehandlingstid
- Sekretariatet kan bede Uddannelses- og Forskningsstyrelsen om en pligtmæssig vurdering af din(e) uddannelse(r)
- Hvis dine kvalifikationer som psykolog kan anerkendes:
- Du modtager et brev med afgørelsen
- Du må bruge titlen ”psykolog” i Danmark
- Du kan søge om autorisation som psykolog i Danmark på lige vilkår med psykologer, der har gennemført cand.psych.-uddannelsen. Se Søg om autorisation som psykolog
- Hvis det vurderes, at dine kvalifikationer som psykolog ikke kan anerkendes, bliver du informeret om det, og du får mulighed for at komme med dine bemærkninger til det. Hvis det ikke ændrer ved vurderingen:
- Du modtager en afgørelse med oplysning om, hvilke kompetencer du mangler
- For ansøgere, der er omfattet af EU-direktivet, kan en anerkendelse betinges af, at der gennemføres enten en prøvetid af op til tre års varighed eller en egnethedsprøve.
- Du er velkommen til at søge igen, når du har opnået de kompetencer, der mangler.
Hvis du er statsborger i et EU/EØS-land og har gennemført den kompetencegivende uddannelse i et EU/EØS-land, er du omfattet af EU-direktivet.
Sagsbehandlingstid
For ansøgere, der er omfattet af EU-direktivet, skal ansøgningen være behandlet inden for tre måneder efter, at ansøgningen er fuldt oplyst. I særlige tilfælde kan fristen forlænges til fire måneder. Med fuldt oplyst menes, at sekretariatet har alle de nødvendige oplysninger i sagen for at kunne træffe en afgørelse. Den gennemsnitlige sagsbehandlingstid for de ansøgninger er på ca. 13 uger. For andre ansøgninger er sagsbehandlingstiden på gennemsnitligt ca. 47 uger.
Anmeldelse af midlertidigt og lejlighedsvist udøvelse af psykologhvervet i Danmark
Ansøgere omfattet af EU-direktivet har ret til at arbejde som psykolog i Danmark midlertidigt og lejlighedsvist, hvis de sender en skriftlig anmeldelse herom til Psykolognævnet, inden arbejdet påbegyndes. Anmeldelsen giver ikke ret til at bruge titlen ”psykolog”, men ansøgeren bliver omfattet af pligterne i psykologloven og Psykolognævnets tilsyn i de 12 måneder, som anmeldelsen er gældende. Hvis du ønsker at vide mere, kan du kontakte Psykolognævnets sekretariat.