Ankestyrelsen ophæver principmeddelelse 4-24 om kompressionsprodukter og ændrer derved praksis

09-12-2025
Social

Ankestyrelsen ophæver principmeddelelse 4-24 om kompressionsprodukter. Det sker på baggrund af en vejledende udtalelse fra Social- og Boligministeriet. Indenrigs- og Sundhedsministeriet har bidraget til udtalelsen. Det betyder, at vi ændrer praksis i sager om produkter, der både kan være et hjælpemiddel og behandlingsredskab.

Ankestyrelsen ophæver nu principmeddelelse 4-24 om kompressionsprodukter. Ophævelsen sker på baggrund af en vejledende udtalelse fra Social- og Boligministeriet. Indenrigs- og Sundhedsministeriet har bidraget til udtalelsen.

Principmeddelelse 4-24 blev offentliggjort den 11. marts 2024. Formålet var at tydeliggøre retningslinjerne for, hvordan kommunerne skulle håndtere sager om produkter, der både kan være et hjælpemiddel efter servicelovens § 112 og et behandlingsredskab, som bevilges af sundhedssektoren.

I principmeddelelsen skrev vi bl.a. følgende:

"Hvis kommunen vurderer, at det ansøgte apparat eller redskab kan bevilges som et hjælpemiddel, men det endnu ikke er afklaret, om apparatet eller redskabet kan bevilges som et behandlingsredskab, skal kommunen i henhold til afgrænsningscirkulæret umiddelbart levere det nødvendige hjælpemiddel til borgeren. Betalingsspørgsmålet vil herefter skulle afklares med sundhedssektoren.”

Afsnittet i principmeddelelsen bygger på følgende afsnit i afgrænsningscirkulæret:

”I tilfælde, hvor der opstår tvivl om hvilken myndighed, der er ansvarlig for betaling af et nødvendigt behandlingsredskab eller hjælpemiddel, som skal betales af regionen eller af kommunen, er det vigtigt, at tvivlen ikke kommer borgeren til skade. Den myndighed, der har tættest kontakt med borgeren, skal i givet fald umiddelbart levere det nødvendige behandlingsredskab eller hjælpemiddel til borgeren, hvorefter betalingsspørgsmålet må afklares efterfølgende mellem de involverede myndigheder.”

Principmeddelelse 4-24 har efterfølgende ført til en løbende faglig dialog med både Social- og Boligministeriet og Indenrigs- og Sundhedsministeriet om hjemmelsgrundlaget for denne, og i den forbindelse har Social- og Boligministeriet den 19. marts 2025 afgivet en vejledende udtalelse om subsidiaritetsprincippet i servicelovens § 115. Forinden havde ministeriet indhentet et bidrag fra Indenrigs- og Sundhedsministeriet til udtalelsen.

Det er Social- og Boligministeriets opfattelse, at der ikke er hjemmel i serviceloven til, at en kommune kan træffe afgørelse om at yde støtte til et produkt efter serviceloven, hvis det endnu ikke er afklaret, om produktet (også) kan udleveres som et behandlingsredskab efter sundhedslovgivningen. Ifølge ministeriet er der heller ikke hjemmel i servicelovens § 112 til, at en kommune kan træffe en foreløbig afgørelse om at bevilge et hjælpemiddel.

Læs den vejledende udtalelse fra Social- og Boligministeriet her:

Vejledende udtalelse om servicelovens § 115

Ankestyrelsen har på denne baggrund foretaget en fornyet vurdering af baggrunden for principmeddelelse 4-24, herunder de retlige overvejelser, der lå til grund for meddelelsen. Vi er efter disse fornyede overvejelser kommet frem til, at principmeddelelsen ikke er i overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet i servicelovens § 115, som fastslår, at det er en forudsætning for støtte efter servicelovens § 112, at hjælpemidlet ikke kan bevilges efter anden lovgivning.  Ankestyrelsen er også enig med ministeriet i, at der heller ikke er hjemmel i servicelovens § 112 til, at en kommune kan træffe en foreløbig afgørelse om at bevilge et hjælpemiddel.

§ 115

Servicelovens § 115. Det er en forudsætning for støtte efter §§ 112, 113, 113 b og 114, at hjælpemidlet, forbrugsgodet eller bilen ikke kan bevilges efter anden lovgivning.

Hvordan sager om produkter, der både kan være et hjælpemiddel og et behandlingsredskab, fremover skal behandles

Efter ophævelsen af principmeddelelse 4-24 vil principmeddelelse 4-15 således igen være gældende. Derudover gælder principmeddelelse 20-22 fortsat. Det fører til, at sager om kompressionsprodukter og andre produkter, der både kan være et hjælpemiddel og et behandlingsredskab, fremover skal behandles efter den praksis, som blev fastslået i principmeddelelserne 4-15 og 20-22

Det afhænger af en konkret og individuel vurdering af sagens oplysninger, om et produkt skal anses for et hjælpemiddel, og blandt andet hvad det primære formål med produktet er for den enkelte.

Hvis det primære formål er at afhjælpe funktionsnedsættelsen, er produktet at betragte som et hjælpemiddel.  Kommunen skal herefter vurdere, om kravet om væsentlighed i servicelovens § 112 er opfyldt.

Hvis det primære formål er at forbedre borgerens funktionsevne eller forebygge yderligere forværring af funktionsevnen, er produktet at betragte som et behandlings- eller træningsredskab, og dermed sundhedssektorens ansvar at bevilge – produktet kan derfor ikke bevilges som et hjælpemiddel af kommunen.

Som en del af Social- og Boligministeriets vejledende udtalelse indgår et bidrag fra Indenrigs- og Sundhedsministeriet. Af dette bidrag fremgår, at der ved udskrivelsen af en patient, må antages at være taget udtømmende stilling til, om patienten har behov for et behandlingsredskab som led i eventuel fortsat sygehusbehandling efter indlæggelsen.

Det betyder, at hvis sygehuset ikke udleverer et behandlingsredskab til patienten, kan kommunen bevilge hjælpemidlet, hvis betingelserne i servicelovens § 112 er opfyldt. Herunder at produktet primært har til formål at afhjælpe borgerens funktionsnedsættelse.

Som udgangspunkt skal der ikke genoptages sager

Ophævelsen af principmeddelelse 4-24 betyder umiddelbart ikke, at der er sager i kommunerne eller i Ankestyrelsen, der skal genoptages. Det skyldes, at de afgørelser, der er truffet med henvisning til principmeddelelse 4-24 kan have ført til, at der er borgere, der har fået bevilget et produkt som et hjælpemiddel, selvom det primære formål med produktet reelt har været behandling. De pågældende borgere er så fald blevet stillet mere gunstigt efter servicelovens regler, end de reelt havde ret til.