Højesteret behandlede sagen skriftligt og bemærkede: I medfør af § 28, stk.2, i lov om social pension(nu § 32a) er det i § 35 i bekendtgørelse nr. 1046 af 17. december 1997 om social pension(nu § 31 i bekendtgørelse nr. 866 af 23. oktober 2002) bestemt, at indtægtsgrundlaget for indtægter efter lovens § 28, stk 1, der ikke er skattepligtige her i landet, skal opgøres og beregnes på samme måde som i lovens § 28, stk. 1. § 28, stk.1, henviser til personskattelovens § 7 og dermed tillige til denne lovs § 3 om opgørelse af personlig indkomst.
Det må antages, at bekendtgørelsens § 35 skal sikre, at indtægtsgrundlaget opgøres på samme måde for personer, der ikke er fuldt skattepligtige i Danmark, som for personer, der er fuldt skattepligtige her i landet. Modstykket til, at indtægter, der ikke er skattepligtige her i landet, skal medregnes ved opgørelsen af indtægtsgrundlaget, må på denne baggrund være, at personer, der ikke er fuldt skattepligtige i Danmark, ved opgørelsen er berettiget til samme fradrag som personer, der er fuldt skattepligtige her i landet,jf. personskattelovens § 3, stk 2. Da det er ubestridt, at fuldt skattepligtige personer ved opgørelsen af indtægtsgrundlaget for førtidspensionister kan fradrage indbetalinger til ratepension, må det samme herefter gælde for personer, der ikke er fuldt skattepligtige. Det kan efter det anførte ikke føre til et andet resultat, at den skattemæssige fradragsret for bidrag til bl.a. ratepension ifølge § 54 i lov om beskatningen af pensionsordninger m.v. kun gælder for personer, der er fuldt skattepligtige her i landet.
Højesteret afgjorde herefter, at Ankestyrelsen skulle anerkende, at der ved opgørelsen af pensionistens indtægtsgrundlag for førtidspensionen kunne ske fradrag af hans bidrag til ratepension.